Selvom stort set alle medier i Kongeriget bruger mere og mere spalteplads, sendetid og kilobytes på forbrugertests og anmeldelser om alt fra æggesalat over gummistøvler til piberensere, har de forbrugervenlige tiltag meget sjældent indflydelse på, hvad danskerne putter i indkøbskurven under det daglige indkøb.
Således fortæller både Coop Danmark og Dansk Supermarked, at selvom et givent produkt skulle komme dårligt ud af en test, så påvirker et ikke det efterfølgende salg.
– Hvis du snakker om dagligvarer, så har det ingen betydning overhovedet. Selv om medierne har øget antallet af tests betragteligt, så kan man slet ikke se det på salget. Vi kan ikke aflæse noget som helst, og vi har faktisk fulgt det rigtig tæt, da det er noget der optager vores indkøbschefer, siger Erik Eisenberg, der er informationschef hos Dansk Supermarked, der ejer supermarkedskæder som Føtex, Netto og Bilka.
En næsten identisk melding kommer fra Erik Eisenbergs konkurrent i Coop, kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen, der taler på vegne af blandt andet Kvickly, Fakta og SuperBrugsen.
– I det daglige har forbrugerundersøgelser ikke den store betydning. Faktisk sker der ingenting i langt de fleste tilfælde. I enkelte tilfælde, hvor resultatet både har været entydigt positivt, og testen er blevet eksponeret i flere medier, har vi kunne se det på salget, siger Jens Juul Nielsen.
Ukritisk elektronikkøb
Når det gælder køb af elektroniske varer, er det kritiske niveau faktiske også så lavt, at det både overrasker og bekymrer Forbrugerstyrelsen.
Den seneste udgave af den årlige Forbrugerredegørelse viser nemlig, at de fleste danske forbrugere udelukkende benytter sig af kommercielle kommunikationskanaler, når der skal købes elektronik, som ellers med rimelighed kan antages at være en af de varegrupper, hvor forbrugerne har incitament til at være meget informationshungrende inden et køb.
Det ifølge er Forbrugerstyrelsen eksempelvis en udbredt misforståelse, at ekspedienter er rådgivere, og ikke betragtes som det, de er: sælgere.
– Forbrugerne skal huske på, at der er forskel på salg og uvildig rådgivning. Det skal man holde sig for øje, når man modtager rådgivning af en professionel aktør på markedet, siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen i forbindelse med offentliggørelsen af ”Forbrugerredegørelse 2009”.
Læs hele historien i Markedsføring 13-2009, der udkommer i denne uge.