Danske virksomheder går glip af milliarder, når danskerne bruger betalingskortet i udlandet.
Det skriver dagbladet Børsen.
Siden 2011 er der sket en stor stigning i, hvor mange penge danskerne lægger hos ikke mindst udenlandske netbutikker.
Det kan bl.a. mærkes hos Friluftsland, fortæller marketingschef Claus P. Østergaard.
– Vi ser ikke Spejder Sport, Eventyrsport eller Sportmaster som de væsentligste konkurrenter i øjeblikket. Den store konkurrence, og det vi skal forholde os til på langt sigt, er konkurrencen fra udenlandske netbutikker, siger han til avisen.
Selvom Friluftsland kan mærke, at dansk økonomi er i fremgang, tror han ikke, at et forbrugsopsving er lige om hjørnet – for de udenlandske netbutikker stjæler en stor del af fremgangen.
Den tendens bliver bekræftet af nye tal fra Betalingsrådet under Nationalbanken, der viser, at danskerne lægger en større del af forbruget i udlandet.
Børsen