Kanal 5, som er en del af den kommercielle TV-familie SBS, havde i går aftes premiere på den amerikanske udgave af DR’s store dramasucces ”Forbrydelsen”.
Den lyder på amerikansk navnet ”The Killing”, og seertallene bør beskrives som en succes, lyder det fra TV-ekspert.
– Kanal 5 firedoblede kanalens sædvanlige seerandel søndag aften, fortæller Mikael Ostenfeld, TV-direktør hos Carat.
Dermed er ”The Killing” det næstmest sete program på Kanal 5 i år, hvor kun den danske pokalfinale i fodbold har trukket flere seere til kanalen.
– 9,1 procent af alle de danskere, der havde TV-apparatet tændt mellem 20 og 22 i går, zappede ind for at følge mordmysteriet, og hvis man skal prøve at sammenligne det med seertal på TV 2 eller DR, så skal man nok gange dem med tre eller fire, vurderer han forsigtigt.
Seertallene vækker (naturligvis) begejstring hos SBS, og heller ikke anmelderkorpset er utilfredse med amerikanernes forvaltning af ”Sarah Lund-arven”.
B.T., Politiken og Berlingske giver således serien fem ud af seks stjerner. Anmelder på B.T., Birgitte Grue, skriver blandt andet i sin anmeldelse:
– I de første afsnit er der er en omhu, en alvor og en realisme, som faktisk virker endnu mere direkte og alvorlig end det, vi husker fra den danske serie. Tilmed er den amerikanske version mere ligefrem, den virker mindre opstyltet og mindre blåtonet melankolsk. Den kan med stort udbytte nydes af danske tv-seere -både af alle dem, der husker ”Forbrydelsen”, og af dem, der ikke gør, lyder det.
”The Killing” har ændret slutningen i forhold til den danske udgave, så ingen ved endnu, hvem der er morderen. Næste afsnit af ”The Killing” vises søndag klokken 20.00.