Kan tv-netværk lære noget af reklamebranchen? Det må folkene bag tv-festivalen i det mindste have troet på, idet de inviterede tre særdeles kompetente reklamefolk til den netop afviklede 2-dages tv-festival for at udvikle nye koncepter over eksisterende programmer.
Michael Robert fra Robert/Boisen & Like-minded tog fat i ”Hvem vil være millionær”, Asger Østerbæk fra Hjaltelin Stahl Gruppen kiggede på ”Hammerslag”, mens envisions Peter Boe udviklede på ”Forbrydelsen.”
– Kors var det en forfriskende og inspirerende opgave, siger Peter Boe, senior tekstforfatter hos envision. ”Tv-stationerne er jo verdensmestre i ”content”, mens os fra reklamesiden oftest ”bare” tænker i eksekveret kommunikation. Det var lærerigt at få lov til at tænke videre inden for tv-formaternes rammer – og så forsøge at sprænge grænserne.”
Peter Boe tog fat i ”Forbrydelsen” med Sarah Lund som den sandhedssøgende politikvinde, der opklarer alt, når hun har gået grueligt meget igennem. Og hvad leverede Peter Boe så?
– Jeg tænkte augmented reality. For at koble et traditionelt passivt tv-format sammen med ”noget nyt”, nemlig tv-sening via mobile enheder som smartphones, var mit forslag, at man skabte sekvenser, indslag og eventuelt store dele af handlingen i ”Forbrydelsen” til smartphones.
– Det betyder konkret, at hvis man går på bestemte locations, fx havnen i København, og tænder sin smartphone, kan man se den sekvens, tv-netværket har besluttet lægge ud netop dér. Altså at Sarah Lund agerer på den location inden for den dramaturgi, der folder sig ud i Københavns havn, fortsætter Peter Boe.
Han pointerer, at invitationen fra tv-festivalen ikke indeholdt et opdrag til at tænke i brugbarhed rent kommercielt for tv-stationen, men at det jo bestemt er en mulighed.
– Dybest set handler den slags udvikling sig om også at tænke i seerandele og branding af tv-stationen. Hvis fx ”Forbrydelsen” har svært ved at tiltrække de 14-21 årige, vil augmented reality være en oplagt mulighed for at gøre unge nysgerrige. De vil jo gerne involveres, og deres loyalitet og tv-sening er afhængig af, at tv-stationerne giver dem nye involverings-muligheder, slutter Peter Boe.
Michael Roberts twist af ”Hvem vil være millionær” byggede på indsigten om, at hovedofret i den varme stol er under et betydeligt pres, når vedkommende svarer på spørgsmål. Stresset skaber værten Hans Pilgaards spørgsmål: ”Er du nu helt sikker” og i yderste tilfælde en skrap lyd.
Det pres foreslog Michael Robert øget ved at integrere de tre næste ”ofre” mere i spørgsmål-svar-sekvensen og dermed stresse hovedgæsten. De tre på sidelinjen burde gætte med på samme spørgsmål, og Hans Pilgaard kunne så fortælle hovedgæsten, at nu svarede de korrekt hurtigere end ham. Det er i sagens natur en klar stress-faktor.
Man kunne også tænke sig en slags løbende konkurrence mellem gæsterne, hvor de tre på sidelinjen og hovedgæsten byggede point til egen konto, når de andre gættede forkert. Mulighederne er nærmest uendelige.
Seerne kunne også involveres i ”Hvem vil være millionær” ved at spille på alt andet end de rigtige svar. Dem kan seerne jo google. Men seerne kunne fx gætte på, hvem af de fire gæster, der svarede rigtigt hvornår. Om hovedgæsten ville gå hele vejen, eller faldt igennem på fx spørgsmål syv. Michael Roberts forslag var altså en regulær ”tipskupon” til seerne, der øger involveringen og dermed loyaliteten til programmet.
Asger Østerbæks case vender vi tilbage med.