Så sættes fremtidens hold. Igen.
Det skete nemlig for første gang sidste år, og succesen gentages i morgen aften: I år med navnet BCM/MCM Networking Night, da CBS kandidatlinjen har ændret navn til Branding and Communications Management.
Det er igen i år udelukkende de studerendes initiativ og engagement, som driver arrangementet. I år afholdes eventen i morgen fredag den 24. maj på Zoo Bar i København. Formålet er, ligesom sidste år, at styrke båndet mellem erhvervslivet og de studerende. Og enhver ved, at det rette netværk er langt bedre end en stribe 12-taller.
Networking Night tilstræber således at sikre de studerende på linjen mere end blot en stærk uddannelse. Nemlig et solidt netværk, der i fremtiden gavner deres karrierer som brand managere, strategiske plannere, konsulenter, projektledere og lignende.
– Efter sidste års succes med Networking Night, var det helt naturligt, at vi fortsatte med initiativet igen i år. Det er jo stadig vigtigt at skabe relationer. Nogle vil måske følge op på en kontakt fra sidste år, da der er et par gengangere blandt de deltagende bureauer. Samtidig er der mulighed for at møde nye, som ikke var med sidste år, siger Catrine Christoffersen, der sidste år også var involveret, men i år har taget teten som arrangør og ”primusmotor”.
Hun læser på fjerde semester af MCM linjen og er i gang med at skrive sin afhandling om kontekstuel branding og sociale medier. Ved siden af studierne har hun deltidsjob som Campaign Manager hos Realtime Targeting.
– Vi kan se, at de studerende i stor grad mangler og efterspørger et stærkt netværk, hvor de kan søge arbejde eller få sparring. Som studerende kan det være uoverskueligt at finde ud af hvor man lige starter, og her kan et godt netværk være en hjælpende hånd, fortsætter hun.
Mingling & dealing
– Vi har igen i år valgt, at det skal foregå i afslappede rammer, så de studerende og virksomhederne har mulighed for at møde hinanden i øjenhøjde. Via farvekoder på navneskiltet, gør vi det let for deltagerne at se, om det er en tidligere eller nuværende studerende, eller en fra et bureau – og dermed gør vi det lettere at mingle og starte en samtale op i løbet af aftenen.
Sidste år delte flere af de studerende deres CV ud og udvekslede visitkort med bureauer og tidligere studerende, hvilket naturligvis også er tilladt i år. CBS’ cand.merc. studienævn har ligesom sidste år hjulpet med at støtte arrangementet finansielt.
Flere bureauer og virksomheder har allerede tilmeldt sig, bl.a.: Brandhouse, MSLGroup Denmark, Wibroe, Duckert & Partners, Wunderman, Vertic, LBi, Konstellation og Precis Digital.
Catrine har selv haft stor gavn af sit netværk og understreger betydningen af et stærkt netværk:
– Mine seneste to job har jeg fået via mit netværk, så jeg er et levende bevis på vigtigheden i at pleje sine netværksrelationer. Jeg har flere gange anbefalet dygtige bekendte uden at vide, om jeg nogensinde ville få det igen, og så får jeg pludselig muligheden for selv at drage nytte af det. Det kan lige så vel være en medstuderende som en fra erhvervslivet, der hjælper en i en given situation, og det er det vi håber arrangementet fortsat kan hjælpe med.
De CBS-studerende har tidligere gjort sig bemærket: Sidste år drog 42 af de studerende til New York for at besøge nogle af byens mest feterede bureauer såsom, Droga5, AKQA og B-Reel. Et besøg der bragte et par studerende job- og praktiktilbud.