At moderne franskmænd ikke er uovervindelige som deres tegneserieforfædre Asterix og Obelix fremgik med al ønskelig tydelighed forleden, da den tidligere så store fodboldnation fik sparket ud af VM, allerede inden det rigtig var gået i gang.
Til gengæld er der noget der tyder på, at i hvert fald nogle af tidens franskmænd er i besiddelse af en hel del humor, for på det franske turistråds hollandske hjemmeside har man lanceret en temmelig selvironisk kampagne med titlen ”Will it mix?” – med slet skjult inspiration fra den populære Youtube-kanal ”Will it Blend?”
På den originale ”Will it Blend?” har den hvidkitlede Tom Dickson i tidens løb proppet alt lige fra iPhones og iPads til haveslanger og golfkøller ned i sin blender – men på det franske turistråds pendant-hjemmeside er det fransk kultur der får en tur i centrifugen med spørgsmålet: Will It Mix?
Så Asterix og Obelix må i blenderen med Harry Potter (britisk troldmands-figur), Super Mario (italiensk computerspil-figur), Dirk Kuijt (hollandsk fodboldhelt) og B.A. Baracus (fiktiv figur i amerikansk tv-serie fra 80’erne) for at vise, at franskmænd naturligvis sagtens kan ”mixe” med andre nationaliteter og kulturer – og at man derfor bør vælge at rejse på ferie i Frankrig.
Se filmen her.