Forestil dig at du begynder dagen med at få en hylde i hovedet, hvorefter du får sendt bølger af strøm igennem din søvnige krop.

Uddannelsesinstitutionen Aarhus Tech er i luften med en video, der skal gøre opmærksom på, at en verden uden det gode håndværk ikke er et særlig sjovt sted at være.  

”Forestil dig en verden uden det gode håndværk.”

Sådan lyder det således i videoen, og for reklamekendere vil sætningen muligvis lede tankerne hen på en række reklamer for Ekstra Bladet, der i sin tid blev indledt med ordene ”Forestil dig en verden uden Ekstra Bladet” – men Aarhus Tech oplyser, at man ikke har haft de gamle EB-reklamer i tankerne.

Ifølge Berlingske afslører nye tal, at der igen i år er langt flere skoleelever, der vælger at søge en gymnasial uddannelse – 72,1 procent – end en erhvervsuddannelse – 19,1 procent.

Derudover viser en YouGov-undersøgelse for Dansk Metal, at to procent af de adspurgte mener, at erhvervsuddannelserne er de mest prestigefyldte ungdomsuddannelser. 37 procent mener, at det almene gymnasium er det mest prestigefyldte, skriver Berlingske.

Aarhus Tech oplyser, at man tror på, at humor er alletiders måde at nå målgruppen på.

Samtidig vil man med videoen gerne øjensynliggøre, at vi er rigtigt dårligt stillede, hvis verden ikke havde dygtige håndværkere.

Og på uddannelsesinstitutionen er man også trætte af uddannelsessnobberi, hvorfor man håber at videoen kan bidrage til at gøre det legitimt og eftertraget for unge at vælge en erhvervsuddannelse.

Se videoen, der er produceret i samarbejde med Got Fat Productions, herunder…