Vindmøllegiganten LM Windpower tager nu et gigantisk tab for et forfejlet opkøb af bremsekoncernen Svendborg Brakes.
Selskabet blev købt for dyrt, da LM-ejeren Dougthy Hanson i 2008 betalte 3,4 mia. kr. for virksomheden – bare måneder før finanskrisen brød ud.
Siden er markedet bremset kraftigt op, samtidig med at det er piblet frem med hårde konkurrenter, så LM Windpower, hvor Svendborg Brakes indgår som en del af koncernen, skriver direkte i regnskabet for 2010, at forventningerne til Svendborg Brakes langt fra er blevet indfriet:
– Den store vækst, der var ventet, da selskabet blev købt, er i dag usandsynlig, lyder det.
Derfor tager selskabet den ultimative konsekvens af de vanskelige vilkår, som bl.a. byder på et faldende marked for avancerede bremsesystemer til vindmøller på grund af hård konkurrence samt faldende salg, og nedskriver stort set hele købsprisen i en værdiansættelse af selskabet.
383 mio. euro eller 2,6 mia. kr. nedskrives værdien af Svendborg Brakes med.
Det kaster hele LM Windpower ud i et kæmpefald i forhold til indtjeningen – fra et plus i 2009 på 315 mio. kr. til et tab på sammenlagt 2,6 mia. kr. før skat – et fald på nær ved 3 mia. kr. på et år.