Dong-direktør Jakob Baruël Poulsen, der med sine opsigtsvækkende ansættelsesvilkår er blevet centrum i sagen om koncernchef Anders Eldrups fyring, spillede efter alt at dømme en vigtig rolle, da det for syv år siden overraskende lykkedes Eldrup at sikre sig topposten i det statsejede energiselskabs storfusion med Elsam, skriver Jyllands-Posten.
Valget af Anders Eldrup til topposten i Dong-Elsamfusionen skete ifølge Jyllands-Postens kilder bl.a. med hjælp fra Jakob Baruël Poulsens indgående kendskab til lobbyisme og politik. Han arbejdede for at få den politiske magtbalance til at tippe til Eldrups fordel, da Dong frem for at fusionere med Elsam indledte et fjendtligt opkøb ad bagvejen via det jyske selskab Energigruppen Jylland.
Jyllands-Posten