– Jamen i annoncen står der, at den kun koster det halve!
En fejl i en tilbudsavis kan skabe mange frustrationer hos danske forbrugere. 40 pct. tror nemlig, at butikken er forpligtet til at sælge en vare til annonceprisen. Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Forbrugerstyrelsen.
Men modsat hvad vi tror, er butikkerne faktisk ikke forpligtet til at sælge til den pris, der står i annoncen.
Inden forbrugeren køber varen, har butikken ret til at gøre opmærksom på fejlen i tilbudsavisen og efterfølgende sælge varen til den rigtige pris. Dermed risikerer en stor gruppe danskere at blive svært skuffet, når de står i butikken og tror, at de skal gøre en god handel.
Forbrugerstyrelsen opfordrer derfor butikker til at gøre tydeligt opmærksom på det, for at undgå utilfredse kunder.
– Butikkerne har retten på deres side, men for at undgå utilfredse kunder, kan det være en god idé at gøre tydeligt opmærksom på reglerne i annoncer og kataloger, siger Mogens Hansen, vicedirektør i Forbrugerstyrelsen.
Undersøgelsen er baseret på, at 40.000 kunder hvert år ringer til Forbrugerstyrelsens hotline med spørgsmål om deres rettigheder. Og det er på baggrund af disse opringninger, at Forbrugerstyrelsen har bedt Gallup om at tage temperaturen på de danske forbrugeres kendskab til de mest almindelige forbrugerrettigheder.
sit