Danzka, der i forvejen har to smagsvarianter, citron og currant, lancerer lige nu, og som de første på markedet, en helt ny grapefrugt-variant.
– Vi forventer os en lige så stor succes med grapefrugtvarianten, som vi har haft med currant, der i øjeblikket sidder på 58% af det danske marked i kategorien vodka med smag, siger international produktchef Henriette Thorsen fra De Danske Spritfabrikker A/S.
– Grapefrugt-varianten vil vi bl.a. markedsføre på diskoteker, cafeer og ved specielle arrangementer, hvor Danzka vodka piger i sølvfarvede kjoler vil dele smagsprøver ud m.m. Vores tema “the unexpected“, har jo masser af anvendelsesmuligheder, både når det gælder event og i selve annoncerne, tilføjer hun.
BEHIND METAL
Danzka, der ifølge De Danske Spritfabrikker, er den næstmest solgte premium-vodka i Danmark, tager nu for alvor konkurrencen op mod Smirnoff og Absolut på de internationale markeder. Det gør de med udganspunkt i de unikke aluminiumsflasker og det nye design. Med overskriften “Danzka – The unexpected“, lægger Danzka op til at alt kan ske “behind metal“ – og gør det!
Det nye Danzka-design, hvor etiketten er blevet redesignet til at være mere tidløs og stilren, bliver nu markedsført internationalt af Young & Rubicam Danmark, der også står bag det nye look.
– Det nye design, idéudviklingen og tests på de forskellige markeder har taget et halvt års tid, siger Henriette Thorsen.
– Young & Rubicam Danmark har arbejdet tæt sammen med Young & Rubicam på de udenlandske markeder for at gøre kampagnen international, og vi forventer os virkelig meget af kampagnen, blandt andet på grund af det store forarbejde, konstaterer hun.
I weekenden i uge 13 gik Danzka’s webside, der er udarbejdet af Ahead, i luften. På www.danzka.com kan man se det nye koncept, deltage i konkurrencer og i det hele taget møde – “the unexpected“.