Både mediebureauer og analyseinstitutter er enige – mobiltelefonen har et kæmpe potentiale som reklame- og medieplatform. Hos Forlaget Benjamin har man som de første i Danmark valgt at satse på det mobile medie som en integreret del af sin magasinudgivelse. Startskuddet lyder hos tuning- og stylingmagasinet Vmax, og snart følger mandebladet M! også med på mobilen.

– Når vi lancerer mobiltjenester i vores magasiner, er det for at give læserne et bedre produkt, men også fordi vi gerne vil være tættere på læserne. Mobiltelefonen er altid med i lommen, og det giver os en unik mulighed for at gå i dialog med læserne – uanset om de sidder i toget, er sammen med vennerne, i skole eller på job, fortæller koncerndirektør Johnny Laursen og fortsætter:

– Vi lægger ud med Vmax, der har fat i den helt unge målgruppe, som i forvejen er vant til at bruge mobilen, og som i den grad er dedikerede til deres magasin, siger Johnny Laursen, der glæder sig til at høre læsernes reaktion på tiltaget.

Hos Forlaget Benjamin er man ikke i tvivl om, at mobiltelefonen har et enormt potentiale.

– Magasinerne er rigtig gode til at fortælle historier, inspirere og give ideer, men både nettet og mobiltelefonen rummer en unik mulighed for at interagere med brugeren. Vi er allerede godt med på websiden, så mobiltiltaget er et helt naturligt skridt videre for at øge dialogen med læserne, siger Johnny Laursen og understreger, at Benjamins mobiltiltag samtidig giver annoncørerne en enestående mulighed for at kommunikere målrettet med især unge forbrugere. MSOL