Der kan være et forlig på vej mellem konkursboet efter Dagen og selskabets bestyrelse. Det fremgår af en Kreditorinformation fra kuratoren hos advokatfirmaet Bech-Bruun.
Det er kurators opfattelse, at bestyrelsen for selskabet har pådraget sig ansvar ved at lade avisen gå i gang i oktober 2002 trods viden om, at den nødvendige finansiering ikke var til stede. Kurator mener således, at fortsat drift efter september 2002 (bladet udkom første gang d. 22. oktober) ville ske med væsentlig risiko, og at bestyrelsen burde have trukket stikket ved indgangen til oktober.
Bestyrelsen (advokat Peter Thrane Grubert, direktør Henrik Hübner og stifteren Peter Linck) har dog anfægtet synspunktet og mener ikke, at man kan gøres erstatningsansvarlige før tidligst efter d. 22. oktober. Forskellen på datoerne udgør et to-cifret millionbeløb. Kurator opgør et tab i oktober og november på 18 mio. kr. Bestyrelsen opgør det til max 3,7 mio. kr.
Udsigten til en langvarig retssag med den usikkerhed, der altid vil være i en sådan, har fået kurator til at indgå i forligsdrøftelser, og det har ført til, at de tre bestyrelsesmedlemmer har indvilliget i at betale 6 mio. kr. mod at ethvert spørgsmål om erstatningsansvar herefter er afgjort.
Af de 6 mio. kr. kommer de 900.000 fra Peter Lincks personlige konkurssag, hvor han søger en akkordordning på 10 pct. Peter Linck har i øjeblikket held med nogle ejendomsinvesteringer, der kan danne grundlag for en akkord-ordning. fin