3ndZers, der er navnet på forbundets Klub for Studerende i København, indleder 1996 med et formandsskifte, idet Martin Kristensen afløser Gitte Mortensen. Gitte har netop afsluttet sin cand.merc. fra Handelshøjskolen i København og er nu ansat på Heimburger Reklamebureau som projektlederaspirant. Dette betyder, at Gitte siger farvel til 3ndZers.
I sin tid som formand for 3ndZers har Gitte været med til at udvikle klubben fra at være en lidt anonym klub for studerende til det, som i dag er en af Dansk Markedsføringsforbunds mest levende og gennemslagskraftige klubber.
Det er således en fornøjelse og en ære at få overdraget en klub, hvor alt det “grove“ arbejde er gjort og som i forbundets regi har nydt anerkendelse. Men det betyder langt fra, at jeg vil læne mig tilbage i stolen og sige, at “nu går det jo meget godt“. Det gør det _ men 3ndZers vil videre.
Blandt mine visioner for klubben er bl.a. at fortsætte det brede udbud af arrangementer, som er med til at give de studerende en kobling mellem teori og praksis. Som et led heri håber jeg at kunne skabe et større samarbejde mellem 3ndZers og Dansk Markedsføringsforbunds øvrige klubber. Desuden håber jeg, at 3ndZers bliver mere synlig i den generelle debat i Dansk Markedsføringsforbund.
Jeg ser med glæde og forventning frem til tiden som formand og vil her slutte af med et farvel og tak til såvel Gitte som de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der pga. endt uddannelse forlader 3ndZers.