Danske Lokalaviser, der med sine 90 medlemsblade er den største salgs- og interesseorganisation for landets frie og uafhængige lokalaviser, har på sin årlige generalforsamling valgt Thorkil Christensen, Aars Avis & Centraltrykkeriet A/S til ny bestyrelsesformand.
Thorkil Christensen afløser Erik Hennings, Hornslet Bogtrykkeri A/S, der efter 19 års bestyrelsesarbejde, heraf de sidste 6 år som formand, har ønsket at trække sig tilbage.
Erik Hennings blev ved samme lejlighed af bestyrelsen, som den kun fjerde person i Danske Lokalavisers 29 årige historie, udnævnt til æresmedlem af foreningen.