Diskussionen om velpolstrede danske forbrugere er forfejlet og tegner et alt for rosenrødt billede af udsigterne for dansk økonomi.
Sådan lyder budskabet fra flere topøkonomer i Dagbladet Børsen, hvori det slås fast, at det er helt forkert at medregne pensionsformuen på 2.400 mia. kr., når det gælder om at vurdere, om eller hvornår de danske forbrugere kaster forsigtigheden over bord og begynder at sætte gang i forbruget.
Danskernes frie formuer – især boligen – er på fem år skrumpet med 2186 mia. kr., og dermed er værdien af borgernes formuer banket ti år tilbage, når der tages højde for prisudviklingen i samfundet. Hver eneste dansker har oplevet et formuetab på 400.000 kr., siden finanskrisen brød løs.
– Selvom vi lægger noget mere til side hver måned, er vi langtfra i mål med hensyn til at kompensere for det formuetab, vi har haft de seneste år. Der er med andre ord ikke en stor lyserød sparegris, der bare skal slås hul på, før der kommer gang i forbruget, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, til Børsen.
Samme budskab lyder fra en af de førende eksperter i sammenhængen mellem formuer og privatforbruget, professor Søren Leth-Petersen fra Københavns Universitet. Han mener, at pensionsformuen ikke kan opfattes som en stor pose penge, som de danske pensionsparere kan råde over.
Børsen