Sidste år kunne manden bag Audis slogan ”Vorsprung Durch Technik”, Sir John Hegarty gå på podiet i Cannes og modtage den globale reklamefestivals første æres-løve – en Lion of St. Mark.

Og i år går hæderen så til manden bag et andet kendt internationalt reklameslogan – Nikes ”Just Do It” – grundlægger og Global Executive Creative Director i Wieden+Kennedy, Dan Wieden.

Dan Wieden stiftede Wieden+Kennedy i 1982 sammen med David Kennedy, og den allerførste kunde var den dengang forholdsvis nye virksomhed Nike, hvis direktør i øvrigt lakonisk meddelte de to kreative herrer, at ”han overhovedet ikke troede på reklamer” – en opfattelse han formentlig siden har måttet revidere…

I starten var de fem mand på bureauet – i dag er de omkring 1.200 fordelt på afdelinger i Portland, New York, London, Amsterdam, New Delhi, Shanghai, Tokyo og São Paulo.

Bureauet står bag stribevis af prisbelønnede reklamer – vi nævner i flæng filmene Old Spice ”The Man Your Man Could Smell Like” plus de mange opfølgninger, Nike ”Write The Future” plus den seneste film ”My Time is Now”, Heineken ”The Entrance”, Chrysler ”Born of Fire”, Cravendale (Arla) ”Cats with Thumbs” (se film nedenfor), Nokia ”Dot” osv.

I 2010 blev Wieden+Kennedy kåret som Agency of The Year af internationalt anerkendte medier som Advertising Age, Adweek, Campaign, Creativity og SHOOT. Det er første gang nogensinde, at et bureau har sat sig på titlen hos alle fem medier på samme tid.

St. Mark-løven er udformet som de allerførste reklameløver – som kopi af løvestatuen på Markuspladsen i Venedig, hvor den første reklamefestival blev holdt i 1954.

Venedig var i øvrigt vært for festivalen hvert andet år – i turnus med Cannes – frem til 1984.

Dan Wieden går på podiet i Cannes lørdag den 23. juni for at modtage sin Markus-løve.