Det hører til sjældenhederne, at danske bureauer kan løfte arme og trofæer ved den europæiske effektpris-uddeling Euro Effie Awards.
Men i går aftes kunne UncleGrey gøre begge dele – endda to gange – da bureauet ved prisuddelingen i Bruxelles landede både guld og sølv for det tidligere flere gange prisbelønnede ONLY-arbejde ”The Liberation”.
Priserne faldt i de to kategorier ”Consumer Goods” og ”Small Budget”.
UncleGreys strategiske og digitale direktør Lars Samuelsen var i Bruxelles for at modtage priserne:
– Vi er selvfølgelig meget glade og stolte over priserne. Det er fantastisk dejligt at se, at ”The Liberation” også vinder på effekt, og jeg håber meget, at det også kan bidrage positivt i den debat, der kører i øjeblikket om, at danske bureauer er bagud, siger han.
Lars Samuelsen tilføjer, at han håber, det vil inspirere andre danske bureauer til at bruge tid og kræfter på at showcase deres arbejde internationalt.
– Allerede for 16 måneder siden besluttede vi at investere tid, penge og energi på at få det her sat rigtigt op, og jeg er overbevist om, at mange flere danske bureauer kunne være med her, hvis de gjorde det samme. Jeg er stor tilhænger af, at man markedsfører sit arbejde internationalt, siger Lars Samuelsen.
Det har i øvrigt også tidligere været Grey-navnet, der fra dansk side har markeret sig ved Euro Effies.
I 2008 vand det daværende Grey København guld for Coke Zero-kampagnen ”Break up as it should be” , og tilbage i 2005 vandt samme bureau en Effie for sin ”alderskampagne” for Synoptik.
Internationalt har ”The Liberation” foreløbig vundet to sølv- og en guldløve i Cannes, en bronze ved London International Advertising Awards, og en bronze, to sølv og en guld ved Eurobest. Og en Yellow Pencil ved britiske D&AD. Herhjemme er det blevet til en True Award, fem priser ved Danish Internet Awards, en sølv og en guld ved Creative Circle”.
Der blev i går aftes i alt uddelt 19 Euro Effies til bureauer fra otte lande. Tyskland vandt 8, Storbritannien 3 og Danmark 2. Østrig, Belgien, Holland Sverige og Schweiz vandt hver en.
For andet år i træk – og for sjette gang i Euro Effies historie – blev Grey EMEA desuden tildelt Agency of the Year-prisen. Netværket vandt 3 Euro Effies: 2 gik til UncleGreys ”The Liberation” og en til svenske INGO/Barilla/OMD for “Discover a new taste from Wasa”.
Og så var der alligevel lidt mere dansk…
DDB Tribal Group GmbH og Deutsche Telekoms kampagne “Move On” vandt nemlig bronze – og den kampagne har indtil flere danske islæt.
En film til Move On-kampagnen, som tidligere i år også vandt en Webby Award, er således produceret af danske NobodyCPH, instrueret af Asger Leth – og har Mads Mikkelsen i hovedrollen.
Der blev ikke uddelt Grand Prix ved årets Euro Effie Award – men ifølge en pressemeddelelse fra pris-organisationen var juryen meget imponeret over kampagnen ”Stratos Jump” fra Ogilvy & Mather for Model Makers Fair og valgte at tildele den en ”petit” Grand Prix.
Og det kan de så glæde sig over hos LEGO.
Se de tre omtalte kampagner her.
Se ”The Liberation”- case her.
”Move On”-case her.
Og “Stratos Jump” i LEGO her.