De fleste web-bureauer kæmper fortsat med forretningsmodellen. Skal de være eksperter på et bittelille område? Eller er der andre veje, der er klogere. Vi har spurgt Astrid Simonsen Joos, adm. direktør hos Creuna, om hendes fremkig ind i 2012:
– 2011 har vist, at web-bureauerne skal forlade positionen som web-bureau og nærme sig en kernekompetence, vi kan kalde for digitale forretningsudviklere i 2012, siger Astrid Joos. ”Det skal vi, fordi vi skal flytte den taktiske fokus til det, der interesser kunden, nemlig at tjene penge på forretningen.”
På grund af krisen?
– Når pengene bliver færre, skal vi passe bedre på dem, men i virkeligheden burde vi gøre det som det mest selvfølgelige, uanset konjunkturerne. For mig handler det mest om erkendelsen af, at vi skal højere op i værdikæden, hvis vi vil gøre det bedre for kunderne.
Kan du eksemplificere det?
– Alle snakker for øjeblikket om apps og Facebook-kommunikation. Det er taktiske værktøjer. Men hvem siger, at kunden har brug for det? Vi skal altid indlede med at spørge: Hvad er din forretningsmæssige udfordring? Det er muligt, at en app er en del af løsningen. Men det også muligt, at tingene skal gribes anderledes an.
Og den taktiske tænkning er en af grundene til, at web-bureauer er så relativt dårlige til at tjene penge?
– Vi har som branche i for høj grad troet på, at pengene lå i produktionen af diverse taktiske værktøjer. Gør man det, indsnævrer man mængden af kontaktpunkter til kunderne. Vi skal fx heller ikke kun i dialog med marketing. Vi skal skabe relationer med salg, it og med produktudviklerne. Vi skal levere ydelser, der tilsyneladende er komplekse, men naturligvis gøre løsningerne enkle for kunderne, slutter Astrid Simonsen Joos.
Læs mere i Markedsføring 14-2011, der udkommer i denne uge.