Danmark har fem jurymedlemmer i Cannes i år, det største antal nogensinde. 

Det drejer sig Lars Jørgensen fra Anomaly i Amsterdam i Film, Laerke Herthoni fra Folke Film i Stockholm i Film Craft, Jakob Stigler fra Be On Nordics i Promo & Activation og Per Pedersen fra Grey New York i Titanium & Integrated.

Og ikke mindst Mr. Product Design Denmark, Lars Larsen fra Kilo. Lars Larsen har været med fra begyndelsen i Cannes, da kategorien Product Design blev lanceret, og vi spørger ham om input før VM i reklame løber af stablen.

– Cannes Lions Produkt Design kategori er et slags barn født ind i en stærk familie med stolte traditioner. Et barn der skal finde sine egne ben at stå på og samtidig, over tid, blive en integreret del og fuldbyrdet medlem af Cannes Lions familien, siger Lars Larsen.

– Kategorien blev introduceret i 2014, og det kommer til at tage noget tid, før kategorien er 100 pct. etableret med et klart fokus på, hvad der honoreres. Der er naturligvis en række overordnede guidelines, der definerer hvad juryen skal efterspørge, men pga. kategoriens spæde alder, har vi i juryen indimellem også været søgende, når det kommer til det fyldestgørende nedslag. Formen skal jo lige findes, så lad mig nøjes med at sige, at vi er godt på vej.

Som en vandring uden kort og terræn-kendskab

Kan du sætte lidt flere ord på Product Design kategorien?

– Som vi kender det fra andre store internationale designpriser i produkt kategorien, er der ud over de definerede voteringsrammer, også en længere historik, som vi pt. er foruden. For mig er det spændende at være med til at forme denne udvikling.

– Lidt ligesom at være på vandretur med en fornemmelse for retningen men uden præcist at kende kort og terræn. Jeg var med i 2014, da kategorien blev introduceret. I 2015 var jeg så privilegeret at vinde en guldløve i kategorien sammen med AIAIAI (dette år blev der ikke differentieret og kun uddelt guldløver, red.), og jeg er nu i 2016 med igen som jurymedlem. 

– Barnet er blevet en lille smule ældre, og jeg glæder mig til at bidrage til næste skridt i udviklingen og opdragelsen, sammen med dygtige internationale kollegaer.

Prøv at sige noget om det, du leder efter, hos en vinder?

– Det helt afgørende for mig er at finde frem til de unikke løsninger, der gennem innovation, brand strategi, kommunikation og forretningspotentiale kan skabe en bedre verden gennem produkt design.

– Jeg ser Produkt Design kategorien som en enestående mulighed for at hædre de produkter, der på fineste vis bygger bro mellem disse platforme igennem holistisk designtænkning. Det er – set med min designoptik – det jagten går ind på, når vi mødes i Cannes, slutter Lars Larsen.