Valget af Lars Liebst skal ses som en erkendelse af, at salget af TV 2 har årelange udsigter.
Det mener medieforsker Frands Mortensen fra Århus Universitet.
– Alle retssagerne om TV 2 er tidligst afsluttet i 2011. Hvis TV 2 taber, skal stationen betale 5-6 milliarder kroner. Derudover kan man fra 2009 købe en dansk landsdækkende kanal for fem øre, så hvorfor vil man så købe TV 2? Eller aktier i TV 2 for den sags skyld, siger Frands Mortensen.
Derfor skal den nye bestyrelsesformand lede TV 2 tilbage til den gamle udgave af stationen.
– Der, hvor Lars Liebst adskiller sig fra Niels Boserup, er, at han har erfaringer fra kulturlivet. Den gamle bestyrelse skulle gøre stationen klar til salg. Det tyder nu på, at man ønsker en bestyrelse, der skal have større fokus på indholdssiden, samt en forståelse for, hvad public service er for noget, siger Frands Mortensen.
ac