Ny HA (kom) starter i København til september

Iflg. “Kræmmerhuset” starter på Handelshøjskolen i København i september et nyt tværfagligt studium i virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi, HA(kom). Intentionen med HA(kom) er at skabe en tværfaglig uddannelse, hvor der anlægges en kommunikativ synsvinkel på de erhvervsøkonomiske discipliner og problemstillinger. Det tætte samspil mellem kommunikation og erhvervsøkonomi adskiller uddannelsen fra andre kommunikationsuddannelser, som f.eks. cand.comm. på Roskilde Universitetscenter og humanistiske studier som dansk og retorik på Københavns Universitet, hvorfra der i dag rekrutteres en del kommunikationsmedarbejdere.

Uddannelsen er en konkret udmøntning af Handelshøjskolens satsning på kommunikation som specielt indsatsområde, der bl.a. førte til oprettelsen af Center for Corporate Communication, CCC.

Udviklingen af kommunikationsstudier på Handelshøjskolen i København fortsætter sandsynligvis med en overbygningsuddannelse til HA(kom). En undersøgelsen af markedet og kompetencekravene hos aftagerne har afdækket behov blandt kommunikationsmedarbejdere i virksomheder, organisationer og offentlige institutioner for en Masteruddannelse i kommunikation og erhvervsøkonomi, siger lederen af HA(kom), lektor Anne-Marie Søderberg, til “Kræmmerhuset”.

Center for Virksomhedskommunikation er startet i Århus

På Handelshøjskolen i Århus er oprettet et Center for Virksomhedskommunikation. Det nye center skal bl.a. koordinere og styrke den forskning i virksomhedskommunikation, som finder sted på Det Erhvervssproglige Fakultet ved Handelshøjskolen i Århus. Derudover er der etableret samarbejde med flere af de erhvervsøkonomiske institutter samme sted. Centeret agter at forske i alle de former for kommunikation, hvor danske eller udenlandske virksomheder optræder som enten afsender, modtager eller “omtalt”, fra ledelseskommunikation til markedskommunikation og public relations, og fra intern kommunikation til corporate communikation og erhvervsjounalistik. Det nye center får også en koordinerende funktion for den nye BA-uddannelse i sprog og kommunikation, den nye master i corporate communication og den nye cand.comm.merc.-uddannelse, alle på Handelshøjskolen i Århus.

Centeret ledes af lektor, mag.art. Finn Frandsen og omfatter p.t. fire seniorforskere, tre juniorforskere samt tre ph.d.-stipendiater. Der er desuden etableret et panel af internationale forskere i virksomhedskommunikation og et panel af danske virksomhedsledere.

Blandt de emner, der allerede forskes i, kan nævnes danske og udenlandske virksomheders krisekommunikation, danske hotellers miljøkommunikation, den”digitale retorik” på virksomhedernes corporate websites og anvendelsen af engelsk som koncernsprog i skandinaviske virksomheder. Blandt de nye forskningsområder, centeret vil kaste sig over, kan nævnes intern kommunikation, turismekommunikation og de nye former for ledelseskommunikation.

Yderligere oplysninger kan fås hos centerleder Finn Frandsen, tlf. 89 48 62 68 (direkte), e-mail: ff@asb.dk