Ogilvy er for tredje år i træk klar med en ny kampagne for Forsvarets officersuddannelser, der skal få unge akademikere til at trække i uniform og fortsætte karrieren som ledere i Forsvaret.
– Vi skal fortsat rekruttere unge med en civil bachelorgrad til vores officersuddannelser, siger Anders Christian Bech, major og Chef for Marketingsektionen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
– Det er unge, som ikke nødvendigvis tidligere har været ved Forsvaret, og derfor er det vigtigt, at vi viser et nuanceret billede af, hvad en officer laver, så vi kan nedbryde eventuelle barrierer.
– Dette års film tager udgangspunkt i Hæren. Vi går tættere på dagligdagen som officer og lader billedsiden understøtte det helt særlige miljø, som en leder i Forsvaret skal virke i. Filmen viser også den dynamik mellem teori og praksis, som er unik for en uddannelse i Forsvaret.
En officer er en moderne helt
Signe Zacher Carlsen, kreativ ansvarlig for kampagnen hos Ogilvy siger:
– Vi fokuserer ligesom i vores forudgående kampagner på ledelse – for en officersuddannelse er en rigtig god lederuddannelse, og det er interessant for målgruppen.
– En officer kan sammenlignes med en moderne helt. Det er en person, der udviser mod og handlekraft og kan træffe svære beslutninger under pres, men som også er reflekteret og har stor menneskekundskab og respekt for andre.
– Det er nogle klassiske dyder, som i vores moderne verden har en stærk tiltrækningskraft – også på det civile arbejdsmarked. Derfor lader vi bl.a. vores hovedperson tale om empati og prøver i kampagnen at vise den ordentlighed og integritet, som officerer repræsenterer.
Filmen er instrueret af Caroline Sascha Cogez og er første del af en større kampagne. I starten af det nye år lancerer Forsvaret og Ogilvy en række digitale aktiviteter, der fokuserer på de konkrete kompetencer og praktiske erfaringer som en officersuddannelse tilbyder målgruppen.