Krig er for alvorlig til komedie.
Ved at citere filminstruktøren Susanne Bier forklarer kommandørkaptajn Alan Damm, hvorfor han har kunnet ringe til reklamebureauet Recommended med budskabet: Genvalg.
Recommended vandt konkurrencen om rekrutteringskampagnen for Forsvarets Værnepligt & Rekruttering (FVR). Og genvandt dermed millionbudgettet foran fire andre bureauer: Mantra, Sunrise, Uncle Grey og BBDO.
Han har også kunnet forklare taberne, at deres forslag var gode – og måske fint kunne være valgt for et par år siden.
Irak er en meget direkte årsag til, at FVR valgte forslaget med den mest seriøse udtryksform. Ifølge Alan Damm leverede Århus-bureauet det bud, som mest direkte og elegant afspejler Forsvarets fem grundværdier: troværdighed, åbenhed, tillid, selvstændighed og ansvarlighed.
Situationen i Irak – som godt kan blive endnu værre, inden kampagnen kører på højtryk i december-februar – viser, at officerer risikerer at blive sendt i krig. Og i krig risikerer man at dø. Forsvarets opgaver er ændret, ikke mindst efter Christiansborg-politikernes nye forsvarsforlig. Fra at være fredsbevarende er der nu udsigt til flere fredsskabende opgaver i verdens brændpunkter.
– Det er ikke nogen køkkentjans, som Recommended-direktør Allan Bartram udtrykker det.
– Officersuddannelsen er den eneste rendyrkede lederuddannelse i Danmark. Det budskab har haft stor appel i rekrutteringen hidtil, viser vores målinger. Nu bliver det endnu mere internationalt – og der er en risiko for, at ikke alle kommer hjem. Noget kan gå galt.
Man plejer at sige, at “sandheden er krigens første offer”.
Recommended-direktør Allan Bartram siger dog, at man godt kan kommunikere troværdigt:
– Der er ikke plads til den kreative løssluppenhed. Opgaven kræver troværdighed og en dokumentarisk form.
FVR er en enhed direkte under Forsvarskommandoen og arbejder for alle fire værn: Søværnet, Hæren, Luftvåbnet – og Hjemmeværnet. Rekrutteringen af 150 officerer er hovedsageligt til de tre første.
FVR udbyder markedsføringsopgaven hvert tredje år. Den sidste præsentation var i torsdags, og ifølge Alan Damm var niveauet højt og forslagene meget forskellige.
asj