Aalborg Avisselskab A/S sidder solidt på det nordjyske mediemarked. Koncernen ejer ikke alene Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Avisselskab. Dens aktiviteter omfatter også udgivelsen af en lang række distriktsblade, distributions- og trykkerivirksomhed samt radio-, tv- og multimedieproduktion. Sammenlignet med medialandskabet i det øvrige Danmark virker Nordjylland nærmest som et uindtageligt fort.
– Jeg tror i høj grad geografien spiller ind. Vi ligger jo i et udkantsområde, hvor der traditionelt ikke har været så mange medier om buddet. Men vores stærke position i området hænger bestemt også sammen med, at vi allerede for mange år siden gik fra en avisstrategi til en mediestrategi. Derfor er vi i dag en mediekoncern, som er ejermæssigt forbundet med en lang række forskellige medievirksomheder, fortæller Per Lyngby, der er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for både Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende.
– Men vi lægger meget stor vægt på, at selv om vi måske har en form for monopolstilling i Nordjylland, hersker her bestemt ikke noget meningsmonopol. Og skulle jeg gå hen at glemme, at jeg ikke er en nordjysk Murdoch eller Berlusconi, så har jeg mere end 100 journalister, der nok skal minde mig om det, tilføjer han. Nordjyske journalister er nemlig kendt for at have en stærk faglig bevidsthed, som længe var en af de sten, der lå i vejen for den fusion mellem Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende, der efter planen skal resultere i en fælles avis i løbet af det kommende år.
Per Lyngby skynder sig dog at understrege, at Aalborg Avisselskab slet ikke har noget mediemonopol i sit område. Der er et hav af konkurrerende distriktsaviser, og der er både regionalradio og -tv, ligesom der også er konkurrenter på distributionsområdet.
– Så vi har ikke fuldstændig snor i markedet , selv om vi er meget dominerende.
Sælge elastik i metermål
– Men vi skal være meget bevidste om ikke at misbruge vores særlige position. Det er ligesom at sælge elastik i metermål – det kræver en stærk moral, siger han.
Per Lyngby er dog overbevist om, at det ville hævne sig, hvis de nordjyske medier brugte deres dominerende markedsposition til at køre med et højt prisniveau på produkterne.
– Aalborg Stiftstidende er blevet udgivet siden 1767. Dengang var en det en rettighed at udgive en avis, men man skal ikke glemme, at det også rummer en forpligtelse – til at behandle folk ordentligt.
– Desuden kommer hverken læsere eller annoncører igen, hvis man ikke behandler dem ordentligt. Princippet er lidt som i gamle dages hestehandler – hvis hestehandleren snød folk for groft, vidste han på forhånd, at så blev der bare ikke nogen handel på næste marked, forklarer Per Lyngby.
I Nordjylland har utilfredse kunder bare et problem: Der er ikke ret mange andre steder at gå hen, hvis man ikke kan lide lugten i Aalborg Avisselskab.
– Men det er blevet nemt – for nemt – for konkurrenter at etablere sig. Internettet er således et billigt og nemt medie, og produktionsvilkårene for distriktsblade er heller ikke så omfattende som for dagblade, siger Per Lyngby, som oplyser, at Aalborg Avisselskab kun står bag cirka et dusin af områdets mindst tre gange så mange distriktsblade.
Til gengæld er alle Aalborgs distriktsblade egne produkter, og man har kæmpet hårdt for at holde konkurrenter ude fra markedet. Blandt de seneste eksempler var den barske og blodige distriktsbladskrig, der gik forud for fusionen. Her etablerede såvel Vendsyssel Tidende som Aalborg Stiftstidende konkurrerende distriktsblade i hinandens kerneområder – og solgte annoncer til dumpingpriser. Det var med til at vride armen om på ryggen af Vendsyssel Tidende, som ellers var noget modstræbende i forhold til fusionen.
Det er nu historie. Men der er ingen grund til at tro, at Aalborg Avisselskab har glemt, hvordan man ødelægger en uønsket konkurrent.
Forsvarer markedet
– Vi har da en aggressiv strategi. Kommer der udfordrere, sørger vi for at få dem væk igen. Vi beskytter vores marked, præcis ligesom alle andre virksomheder på alle andre markeder gør. Det sætter vi alt ind på, understreger Per Lyngby.
Og i den kommende tid vil de nordjyske aviser og distriktsblade få konkurrence. I alt fald hvis Søndagsavisen og Jyllands-Posten holder, hvad de lover. Begge medier har nemlig planer om at etablere sig i det nordjyske.
For Søndagsavisen vedkommende er Nordjylland et af de få områder i landet, der endnu ikke er dækket. Og Jyllands-Posten har tidligere luftet en strategi, som handler om at etablere lokale tillæg a la JP København og JP Århus i landets største byer.
– Jyllands-Posten snakker om versioner i de store byer. Men med al respekt for Jyllands-Posten, så kan vi altså lave et bedre produkt end dem. Med de ressourcer, vi har til rådighed her i området, kan vi dække væsentligt bedre, fastslår Per Lyngby.
I forhold til Søndagsavisen afviser han, at der er basis for en Århus-løsning i Nordjylland. I Århus var Århus Stiftstidende nemlig så hårdt presset af konkurrrencen med Jyllands-Posten, at avisen valgte at etablere et samarbejde med Søndagsavisen – frem for at føre krig på to fronter.
– Nej. Jeg tror ikke på en Århus-løsning her. Det strider mod vores strategi – og mod ånden i den fundats, vi driver avis efter. Vi er i Nordjylland – og vi driver avis i Nordjylland. Det synspunkt har vi, mens Søndagsavisen på en helt anden måde er en pengemaskine uden egentligt regionalt tilhørsforhold. Så jeg kan slet ikke forestille mig et samarbejde.
– Men vi bliver til gengæld nok nødt til at leve med dem. For hvis Søndagsavisen vil have en bid af vores marked, er det svært at forestille sig, at den ikke skulle få det. Det er jo ikke en konkurrent, man tager en rask lille annoncekrig med – dertil er avisen alt for økonomisk stærk. Og vant til konkurrence, uanset hvor den har etableret sig.
– Så vi må nok vænne os til at leve med hinanden. Det bliver en konkurrencesituation, hvor vi må sørge for at lave det bedste produkt og yde den bedste service – en udfordring. Men jeg vil vove den påstand, at man heller ikke bare lige lægger os ned. Vi er kommet til Nordjylland for at blive, slutter Per Lyngby.