Med et indeks på 102 i januar startede 2007 stille og roligt i DRRBs Mediaindex. Oven på de sidste par års kraftige vækst, bør det dog ikke fremkalde nævneværdige reaktioner. Adm. dir. Michael Thim fra IUM er dog en smule overrasket.

– Når jeg ser på vores egne tal, så er året startet væsentligt stærkere, så mon ikke, vi vil se en positiv udvikling i de kommende måneder. Der kan være mange forskydninger, der forklarer den lidt stille start i januar, siger Michael Thim.

De fleste mediegrupper er startet blødt. Dog må både biografer, magasiner og ugeblade samt radio leve med en noget negativ begyndelse på året. Og så er der internettet, der igen har iført sig den gule førertrøje – i hvert fald hvad angår procentuel udvikling: plus 28 pct.

Det er gået så stærkt, at gruppen nu er 4. størst i DRRBs Mediaindex, men Michael Thim er ikke i tvivl om, at det fortsætter.

– Mit eget gæt er, at internettet vil stige med 35 pct. i år. Nu ligger der meget omsætning uden for mediabureauerne i DRRB, men jeg er ikke i tvivl om, at vores kunder er repræsentative, og at indexet derfor er et kvalificeret pejlemærke, siger Michael Thim.

Se alle tallene i det nye nummer af Markedsføring, der udkommer i denne uge.