Før reklame-tv blev lovligt i Danmark var både myndighederne og en stor del af befolkningen noget skeptiske overfor det nye reklamemedie. Man havde dengang kun adgang til den eneste danske kanal – Danmarks Radio – samt i visse dele af landet til svensk, norsk eller tysk tv. Myndighederne passede på danskerne. Helt indtil 1987 var det forbudt at nedtage tv via egen parabol.
Mange fremlagde skrækvisioner, der varslede en amerikanisering af mediet med et stærkt stigende antal timers tv-kigning samt et væld af upassende og usmagelige reklamer.
Sådan gik det ikke. Dansk reklame-tv har fundet en dansk form, ligesom den sete tid nu ligger stabilt på i gennemsnit mellem 160 og 170 minutter om dagen (12+). Heraf tegner de tre danske public servicestationer – DR1, DR2 og TV 2 – sig for tilsammen knap 70% af den totale tv-sening, hvilket er et meget højt tal i forhold til tilsvarende stationer i udlandet.
De seneste fem år er markedet gået fra 52.095 årlige tv-spots i 1992 til 322.894 spots i 1997. I samme periode er antallet af viste minutter med tv-reklamer steget fra 22.468 minutter til 141.089 minutter, ligesom det gennemsnitlige antal reklameminutter pr. dag er steget fra 62 til 388. Tallene fra 1998 er naturligvis ikke klar endnu, men man må forvente et mindre fald på grund af de prisstigninger, stationerne indførte ved nytår 1998.
Til gengæld skal man naturligvis ikke forvente en nedgang i de forbrugte beløb. Ifølge Reklameforbrugsundersøgelsen 1997 tegnede tv-reklamer sig for 18% af det totale forbrug, hvilket dækker over en stigning på 9% i forhold til året før.
Tv-reklamer har fundet et naturligt leje, som et af de mest markante medier på markedet.