Gældskrisen slår nu luften helt ud af vækstprognoserne for de største danske selskaber. Recessionstruslerne i Europa sænker forventningerne til de økonomiske resultater i sådan en grad, at næste år tegner til at blive en resultatmæssig ørkenvandring. En ny regnskabssæson truer, og de børsnoterede virksomheder vil blive afkrævet bud på budgetterne for 2012. Aktieanalytikerne havde i starten af året en klar forventning om, at 2012 ville blive klart bedre end i år. Det er nu vendt, og rutsjeturen ser ud til at fortsætte.
– Vækstscenariet for 2012 i Europa ser væsentligt ringere ud end for tre måneder siden, så det vil spille ind på prognoserne for 2012. Forventningerne til 2012 er faldet meget over året, og det er sket, både fordi selskaberne kommunikerer på en anden måde, og fordi de makroøkonomiske forudsætninger er forværret, siger Hans Kjær, chefporteføljeforvalter i Nykredit Asset Management og fortsætter:
–Mange frygter yderligere nedjusteringer i 2012-estimaterne. Det er sjældent, at ændringer i indtjeningsestimaterne stopper brat. Det er nok en tendens, der vil fortsætte nogle måneder endnu, men ikke så dramatisk, fordi der har været en vis stabilisering især i USA og de nye markeder, hvor man taler knap så meget afmatning som tidligere.