Prisen for at lege med et af Danmarks mest kendte varemærke kan åbenbart blive for høj. Selv om der er prestige i at repræsentere Bang & Olufsen på det globale mediemarked, så har både Carat, der tidligere håndterede B&O i USA og England, samt phd, der i manges øjne var favorit til opgaven, valgt at trække sig fra pitchen. Carat trak sig allerede midt i maj, mens phd først efter realitetsforhandlinger trak sig for ganske nylig.
– Det har desværre ikke været muligt at blive enige omkring rammerne for et fremtidigt samarbejde, og derfor har phd efter interne forhandlinger med B&O valgt at trække sig fra pitchen, fortæller Morten Kristensen, administrerende direktør hos phd, der tidligere hed Mediawise.
I Struer er både informationschef Thomas Reil og marketingchef Ole Primdahl meget sparsomme i deres oplysninger om den mystiske pitch, men Ole Primdahl fortæller dog, at B&O’s mediebudget fremover vil blive varetaget af Kunde & Co. og Initiative Universal Media, eller i daglig tale IUM. MSOL