Går man ind på yr.dk, så ligner Young & Rubicam et bureau, der for lang tid siden har tabt pusten. I hvert fald ser man ud til at være stoppet med at interessere sig for opdatering af informationerne og sørge for, at der er sammenhæng – f.eks. mellem kundeoplysninger det ene og andet sted. Sitet opfører stadig virksomheder som kunder, som ifølge Markedsførings oplysninger er stoppet for lang tid siden.

Under Facts & Info står der:
”Vores navn Young & Rubicam understreger, at vi har internationale rødder.
Men forskellen på os og mange andre såkaldt internationale bureauer er, at kun 5% af vores kundeportefølje kommer til os udefra – dvs. at vi hjælper Y&R netværkets internationale kunder med lokal tilpasning.
Hos Young & Rubicam Copenhagen er det nærmest omvendt – og ret atypisk for branchen – oftest os der sørger for at hjælpe vore kunder ud på de internationale markeder. Det betyder, at 40% af vores forretning er udviklet her i København med henblik på at bygge stærkere mærker ude i verden for blandt andre: Navision, Arla Foods, Hatting, Quaker Oats og De Danske Spritfabrikker.
Den øvrige del af vores kunder tæller nogle af Danmarks største og bedste markedsførere [se kundeliste]. På Young & Rubicam Copenhagen er vi 20 engagerede idéfolk, som fokuserer på fullservice kommunikation, forretnings- og konceptudvikling og brand building for vores kunder i ind- og udland. Vel at mærke med et af verdens største kommunikationsnetværk i ryggen”.

Går man ind på kundelisten, så optræder hverken Navision, Arla Foods, Hatting eller Quaker Oats på listen, og så vidt Markedsføring ved, er de heller ikke kunder mere. Listen ser ud som følger:

Cartime – P-watch
Colgate Palmolive, Norden
Copenhagen International Film Festival
Danisco A/S, Worldwide
Danske Malermestre
Energi E2
Foreningen af Stammere i Danmark
Langelænder pølser
Nordisk Film (Skandinavien)
Novo Nordisk
Pen-Sam
Stadium
Stryhns Leverpostej A/S
Udenrigsministeriet
Unicef
VS Vin & Sprit, DANZKA

Om denne liste kan man sige, at Stryhns er skiftet til DDB og, at DANZKA ikke mere optræder i VS Vin & Sprits produktportefølje, men så vidt Markedsføring ved, så er der flere kunder, som ikke mere arbejder med Y&R.
Markedsføring ville godt have haft en kommentar fra Jan Werner, der er ansvarlig for Y&R Denmark Group, men det er ikke lykkedes at få kontakt med ham.
Som Markedsføring skrev i tirsdags, så peger alt på, at Y&R bliver overført til Bates/Red Cell. Adm. dir. Jacob Hastedt, Bates/Red Cell ønsker dog ikke at kommentere rygterne, og Mark Bindloss Gibb fra den europæiske ledelse har ikke ringet tilbage siden Markedsføring forsøgte første gang i mandags. fin