Trine Keller-Andreasen ville skifte karriespor, og det må man sige, hun har gjort.

Hun er nemlig gået fra en stilling som Account Director, Senior Konsulent og partner hos bureauet Very til COO i indie-pladeselskabet Fake Diamond.

– Jeg sagde efter meget lange og nøje overvejelser op i Very, da det var på tide at starte et nyt kapitel. Planen var dog, at jeg ville fokusere på egne projekter med det forbehold, at hvis det helt rigtige job dukkede op, ville jeg gå efter det. Det skulle være noget helt andet, end det jeg kom fra, og det har jeg fundet, lyder det fra hende i en pressemeddelelse.

Fake Diamond startede tilbage i 2006, og huser kunstnere som EaggerStunn, Balstyrko, Darkness Falls, Giana Factory og Mont Oliver, og er pladeselskabet, der bragte Oh Land frem i lyset.

Label manager Kristian Nyholm, siger om ansættelsen.

– I al den tid jeg har været branchen, har den været nedadgående og under forandring. Det er det musiklandskab, jeg kender til, det er den virkelighed vi navigerer ud fra, og som er kernen i vores motivation om at gøre en forskel, siger han.

– Som et mindre selskab gør vi en dyd ud af at kunne bevæge os frit og hurtigt rykke på nye muligheder. Vi er meget begejstrede for ansættelsen af Trine, og jeg glæder mig helt vildt til at kunne søsætte mange af de koncepter og samarbejdsmuligheder, som ligger i støbeskeen.

Trine Keller-Andreasen får det administrerende ansvar i virksomheden, og bliver sammen med resten af teamet ansvarlig for den overordnet strategiske retning for både Fake Diamond og kunstnere, samt forretningsudvikling og styring af nye projekter.