Den nye markedsføringslov er sendt til høring, og nu har interessenterne mulighed for at kigge juristerne over skuldrene.
Kreativitet & Kommunikation glæder sig over, at ministeren vælger at fremsætte loven stort set, som foreslået af K&K og udvalget bag loven.
– Vi har arbejdet hårdt på at få gjort reglerne for digital kommunikation mere smidige og mere tidsvarende. Det synes vi er lykkedes på trods af, at vi har arbejdet inden for nogle uhyre snævre rammer, fordi den nye markedsføringslov skal være tekstnært på direktivet om urimelig handelspraksis, siger Tine Aurvig-Huggenberger, direktør i Kreativitet & Kommunikation.
– Vi har fået lovliggjort brugen af digitale kommunikationsformer mellem samarbejdspartnere og i kunderelationer mellem erhvervsdrivende, og det er uden, at man først skal ringe op og forstyrre sin kunde for at få et samtykke til at sende relevante tilbud.
– Når virksomheder i dag sælger evt. produkter til en kunde, har de hidtidigt kun kunne lave yderligere markedsføring af de samme produkter, som kunden lige har købt. Med det nye lovforslag kan virksomhederne også markedsføre yderligere produkter til kunden.
Giver bare endnu mere læsestof
Hos Dansk Annoncørforening er man knap så begejstret.
– Det er rigtigt, at forslaget inden for digitalisering ser fornuftig ud, men det er kun en enkelt detalje i et 100 sider langt oplæg. Jeg vil hellere sige, at den nye markedsføringslov er skrevet af DJØF’ere til DJØF’ere.
– Det positive ved lovsforslaget er, at virksomheder nu skal ansætte en hærskare af jurister til at forstå, hvad andre jurister har tænkt, så det sikrer i det mindste beskæftigelsen for DJØF’erne.
– Men forenkler loven arbejdet med markedsføring ude i virksomhederne? Nej, det gør den bestemt ikke, det er stadig en yderst vanskelig lov at fortolke, og det er i hvert fald ikke en lettelse for folk, der arbejder med markedsføring.
– Derfor forventer jeg også en lind strøm af vejledninger og sager, hvor Forbrugerombudsmanden griber ind med sine fortolkninger, hvilket heller ikke gør det lettere at være virksomhed. Det giver bare endnu mere læsestof, slutter Otto B. Christiansen.
Rapport fra udvalg om markedsføringsloven kan læses her