Midt i klynkeriet på et hårdt marked er der visse bureauer, der har fundet en niche.

Et af dem er Lead Agency, stiftet i oktober 2007 af Kresten Schultz-Jørgensen, og bureauet er vokset betydeligt siden.

I dag arbejder 24 på det specielle bureau, der ikke kan placeres i en simpel boks.

Forretningen vokser også i år med mindst 40 pct., så omsætningen i 2014 runder 17-18 mio. kr., og kaster et større overskud af sig end sidste års halve million.

Dette endda med en fordobling af medarbejdertallet på 12 måneder.

Hvorfor har du succes?

– Forkert spørgsmål: Jeg har ikke succes, vi har succes. Nu er Lead Agency ikke længere et ”mig-bureau”, men et ”vi-bureau” med en ægte kollektiv ledelse, der trækker kompetent hver eneste dag, og det er den simple sandhed, siger Kresten Schultz-Jørgensen.

Lead Agency flytter i løbet af sommeren i nye lokaler, fordi der ganske enkelt ikke er plads til folkene i de i øvrigt fantastisk smukke lokaler i Rosenborggade, hvor også Kommunikationsbureauet København holder til.

Hvis vi nedtoner ”vi-er-dygtige-retorikken”, hvor ligger Lead kompetencemæssigt?

– Vi har fundet en niche, der ligger i mellem managementkonsulenterne og de store kreative reklamebureauer. På mange måder ligner vi de klassiske amerikanske Public Relations bureauer.

– Vi er hverken kun til tal og forretning, men vi er heller ikke kun kreative. Vi leverer evidensbaseret rådgivning et sted mellem konsulenter og de kreative. Dybest set tror jeg ikke på, at vi fx ”stjæler” kunder fra PR-bureauerne. Vi har fundet – og naturligvis dyrket – vores egen platform.

Og du betoner kollektivet? Hvorfor?

– Det gør jeg ikke for at please medarbejderne, men jeg kan mærke, vi flyttede os markant, da vi sidste år begyndte at vokse via nye partnere. Det giver nye muskler. Alt for mange bureauer er synonyme med én person – eller et par stykker. Er man få, er risikoen, at noget energi og dynamik forsvinder.

– Men jeg kunne ikke drømme om at ”rådgive” andre til at følge vores model. Væksten via partnere fungerer for os, og jeg er sikker på, at det er den rigtige vej for Lead Agency, slutter Kresten Schultz-Jørgensen.

Partner-kredsen omfatter i dag Jakob Høyer inden for Public Relations og Peter Albæk og Torsten Jansen, begge inden for Public Affairs.

Nye kunder inden for de seneste 12 måneder er: Carlsberg, Telia, Vestas, Rigshospitalet, ATP, PFA og Lockheed Martin. Opgaverne ligger inden for både branding, Public Relations og Public Affairs.