I sidste måned valgte TDC’s marketingdirektør Tomas Pietrangeli at forlade teleselskabet efter mindre end to år i virksomheden.
Tomas Pietrangeli, der havde ansvaret for TDC’s markedsføring til private kunder tiltrådte kort tid efter, at Wibroe, Duckert & Partners var blevet nyt bureau.
Men nu er Tomas Pietrangeli allerede på plads i et andet job, nemlig som skandinavisk direktør for Reckitt Benckiser, der er blandt andet er verdens største producent af rengøringsprodukter.
Reckitt Benckiser-navnet er måske ikke så kendt herhjemme, men det er en række af virksomhedens brands, som hyppigt gæster de danske reklameblokke.
Således er Neophos, Vanish, Cillit Bang, Veet, Strepsils, Clearasil og Airwick alle en del af Reckitt Benckisers portefølje.
Men virksomhedens reklamerne er ikke alle lige populære. Blandt andet blev reklamerne fra Cillit Bang i 2008 kåret til ”den værste reklame” af Business.dks læsere med Biva på andenpladsen.
Det var i dag ikke muligt for Markedsføring at få kommentar fra Tomas Pietrangeli vedrørende jobskiftet.