Når Danmarks Ishockey Union og Arbejdernes Landsbank fletter sponsorat, så kan man navnemæssigt frygte noget tungt.
– ”Arbejdernes Landsbank-ligaen” er ikke mundret, og ”AL-ligaen” … er det et byggefirma? Nu kommer den bedste danske ishockeyrække til at hedde AL-Bank Ligaen, siger Peter Froulund, marketingchef i Arbejdernes Landsbank..
Ishockeyrækken var fra september 2004 sponseret af Danske Spil, der omkring årsskiftet meddelte, at man ikke ville forny aftalen, som udløber 31. maj 2007.
Skøjter, stave og puck kommer nu i folden hos Arbejderne, hvor Peter Froulund ser et oplagt match:
– Vores idé var at vælge en sport med både central og lokal synlighed. Centralt er det en sport, der har nået et højt niveau med relativt få aktive. Det udtrykker en seriøsitet, som vi gerne vil forbindes med. Samtidig er de fleste ligaklubber placeret i byer, hvor vi har filialer. Det kan give den lokale markedsføring et boost.
Sponsoratet varer tre år. Peter Froulund bekræfter, at der er sat tal på det – men at det er fortroligt.
peng