Webers nordiske datterselskab, Weber-Stephen Nordic, får ny direktør, når Carlsberg Danmarks tidligere marketingdirektør Kirsten Ægidius til oktober overtager posten efter Jens Bindslev – manden, der gjorde Weber kendt i Norden.

Webers europæiske hovedkontor i Berlin har i et års tid arbejdet på at finde en efterfølger for Jens Bindslev, der går på pension ved årsskiftet, og det har man nu fundet i Kirsten Ægidius, som fra 1. oktober bliver ny chef for hele Weber-Stephen Nordic.

Gennem de sidste 15 år er Weber-Stephen Nordic vokset støt – omsætningen alene i Norden er gået fra 60 millioner kroner i 2000 til i dag at være over 700 millioner kroner. I dag tæller medarbejderstaben 135 medarbejdere mod 14 i 2000, og det amerikanske moderselskab har valgt at tildele den nordiske afdeling ansvaret for en række nye markeder.

– Og netop derfor, oplyser virksomheden, har det været helt essentielt at søge efter en efterfølger med stor international erfaring – som kender til de markeder, Weber-Stephen Nordic repræsenterer, og som kan fortsætte den udvikling, der er gang i. Præcist derfor er valget faldet på Kirsten Ægidius, der tidligere har været ansat hos globale virksomheder som Unilever, Coca-Cola Company og senest Carlsberg Denmark.

Et perfekt match

Selv siger Kirsten Ægidius om sin nye stilling:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang hos Weber og møde dem, der har skabt det brand, vi kender så godt i dag. Det er ikke nemt at skabe så stærkt et brand, som Weber har gjort, så jeg glæder mig til at blive en del af det, møde organisationen, grillfolket, forhandlerne og lære en masse. Det er vigtigt for mig, at jeg kan associere mig selv med det brand, jeg arbejder for – og sådan har jeg det præcist med Weber.

Med sig har Kirsten Ægidius masser erfaring med salg og marketing på alle de nordiske markeder samt Storbritannien – noget, der er det perfekte match for Weber-Stephen Nordic.


– Målet for Weber er at skabe et stærkt brand globalt set. Efter et ejerskifte for et par år siden er der blandt andet blevet etableret et hovedkontor i Berlin, der står for de overordnede rammer for de europæiske, afrikanske og mellemøstlige markeder, så man har arbejdet rigtig meget med at tænke tingene ind i et større perspektiv. Det er dén udvikling og rejse, jeg glæder mig til at være en del af, og det er et af de områder, jeg mener at kunne byde allermest ind på, siger Kirsten Ægidius.