Leif Kirchoff Larsen, der er den ene af de tre partnere, som valgte at forlade Courage EURO RSCG i forbindelse med adm. direktør Steen Holm’s omlægninger af bureauet i oktober måned, er startet på det lille hotshop-bureau Firtal med titlen “Driver”.
– Firtal, der bor sammen med Umwelt, havde behov for senior-ekspertise og derfor er den gode udgang på vores dialog blevet, at jeg har fået til opgave at arbejde med forretningens fremdrift, deraf titlen Driver, fortæller Leif Kirchoff Larsen, der var på Courage i mere end 20 år.
Firtal er et kun 2 år gammelt bureau, som ejes delvis af medarbejdere, delvis af Umwelt. Ialt er der nu 5 medarbejdere, der arbejder for kunder som bla. Computer Associates, Colt og Maxxium, primært med btb-opgaver. Bureauet har en række strategiske alliancer, ud over med Umwelt er det med f.eks.Magnetix, Action og DM Partners. Og en af Leif Kirchoff Larsen’s opgaver bliver at udbygge nettet af alliancer, så man ikke er svag i nogen led.