Market er den vej, der skærer midtbyens logiske, verdenshjørne-orienterede gader igennem på skrå, drejer systemet 45 grader, og forvirrer alting fuldstændigt ved stadig at have retvinklede gader. Nu bare i en anden retning.
Nå, nok om det. Området kaldes også SOMA, da amerikanerne elsker akronymer, og det er stedet, hvor by møder cyberspace. Hér bor web-bureauerne. Hér tjener nørderne millioner. Og de to forenes på de såkaldte “lofts“, nemlig i aflagte fabriksbygninger med højt til loftet og en umiskendelig industriel stemning.

ORGANIC
En af virksomhederne, der producerer web-ydelser hedder Organic. De bor på Third Street, men mit første besøg går naturligvis til deres cyber-adresse, www.organic.com. En website så lækker, at jeg tænker: “De folk må jeg møde i den virkelige verden“. Som sagt så gjort. Afsted til mit første e-bureau.

DET MAGISKE “E“
I San Francisco“s web-verden kan der næsten sættes et “e“ foran alt. E-handel, e-service, e-kampagne, e-bureau. Hermed menes, at den pågældende aktivitet foregår via, på eller rettet mod Internettet og altid har forbindelse til e-handel.

ER ORGANIC ET AVANCERET REKLAMEBUREAU?
Jeg møder Cimeron Dunlap, der er Organics pressekontakt. Og jeg forsøger straks at putte Organic ned i “bureau-kassen“. Hun protesterer en kende.
Organic er mere end det. De ser snarere sig selv som et full-service konsulentfirma, der leverer on-line forretningsudvikling. Deres erklærede mål er at “skabe on-line business, der hjælper klienterne med at tiltrække og beholde loyale kunder“. Det gøres ved at “strømline en kompleks proces og at sikre integration af funktion, identitet og kommunikation“.
Jeg koncentrerer mig om beskrivelsen af virksomheden. Men jeg har nu umiddelbart lidt svært ved at se den store forskel til den type af service, et større reklamebureau leverer. Man skal være “markedsførings-katalysator“ begge steder. Bortset fra, at Internettet er noget med computere, og computere er noget med programmering, og programmering er noget med nørder.
REKLAMEBRANCHEN ER IKKE KENDT SOM ER NøRD-BRANCHE
Men ethvert reklamebureau med respekt for sig selv vil jo også hævde, at de gør mere end bare at levere kampagner. De vil også hævde, at de leverer forretningsudvikling i form af strategisk rådgivning, mediaplanlægning, kundeopdragelse o.l.

HVAD ER FORSKELLEN?
Efter at have tygget lidt på oplysningerne er min konklusion: Den opfattede forskel mellem et reklamebureau og et e-bureau som Organic bunder nok i, at e-handels-markedet er så nyt, og at der er så meget teknologi involveret.
De fleste virksomheder står lidt famlende over for en indtræden. Derfor vil de være mere afhængige af rådgivning, teknologisk fremsynethed og “holden-i-hånd“ gennem hele processen. Og derfor kan et e-bureau med rette kalde sig full-service i højere grad end et traditionelt reklamebureau.

BEHOVET FOR E-HJæLP
Behovet for Organics e-services er stort. Og det er stærkt stigende. Da firmaet blev grundlagt i 1993 havde de ca. 30 m2 i bygningen på Third Street. I dag optager de tre etager og har 800 ansatte fordelt over San Francisco, New York, Detroit, Chicago, London, Sao Palo og snart også Singapore. Hvem ved, hvor mange ansatte de har i morgen? Ingen. Men ét er sikkert: Det er flere. I San Francisco er de ca. 180 mennesker. Heraf ca. 40 i “hovedkontors-positioner“.
Cimeron Dunlap kom til i begyndelsen, da de var i alt 35 medarbejdere. I Californien er en sådan loyalitet en sjældenhed, og i denne branche en uhørt sjældenhed. Og hun kan fortælle historier fra Internettets barndom, helt tilbage fra midten af halvfemserne.
Blandt andet beretter hun om et møde, hvor en potentiel kunde blev præsenteret for Internettet og dets muligheder. Det var en visionær og handlingsorienteret kunde, så ideen blev købt med ordene: “Sådan et Internet må vi også have. Hvad koster det?“

ORGANICs services
I dag er kunderne blevet lidt mere oplyste. Men der er stadig en lang vej at gå, og med en udvikling, der nærmer sig det eksplosive, synes behovet for dybdegående rådgivning ikke at være blevet mindre. Alle virksomheder ved, at de ikke længere kan komme udenom Internettet. Men ikke mange har en sikker idé om, hvorledes netop deres virksomhed udnytter mulighederne bedst. Og hvordan de bliver ved med at være på forkant.
Det er hér, Organic kommer ind i billedet. Og bliver der.
Organic inddeler deres services i syv hovedgrupper:
1. Strategiske konsultentydelser indenfor forretningsudvikling, marketing og teknologi
2. Forbrugerundersøgelser
3. E-handel website-udvikling
4. Softwareudvikling
5. On-line marketing og reklame (inkl. mediaplanlægning og -indkøb)
6. Marketing-kommunikation og PR-services
7. Logistik

DER ER FORSKEL
Man ser ikke mange reklamebureauer med deciderede software-afdelinger. Indrømmet, – der er en forskel.
Men den største forskel til “almindelige bureauer“ er nok det sidste punkt, Logistik. Salg over Internettet er helt afhængigt af, at de rigtige varer bliver leveret til det rigtige sted. I forvejen er en kunde, der udleverer sit kreditkortnummer uden at tale til en levende person en lille smule nervøs ved prøvekøb. Barrieren at overvinde er lidt større end ved at gå ned i en lokal forretning for at købe et produkt man kan se, føle, betale for og tage med. Derfor er det vigtigt, at et firma, der driver e-handel består første prøve.
Det er ikke en helt ukompliceret sag at styre forsendelse og levering af diverse produkter til forbrugerne. Specielt i brancher, der ikke er vant til det. Man skal huske på, at Internetsalg ikke længere bare er bøger og CDer, – relativt enkle produkter, der allerede har tradition for forsendelse via bog- og pladeklubber. Hér er overgangen relativt simpel. Men er målet f.eks. at sælge møbler over nettet, står man overfor helt andre logistik-overvejelser og ingen etablerede distributionskanaler. Og mange virksomheder vil have brug for kvalificeret hjælp.
Nu skal man naturligvis tænke på, at der hér er tale om det amerikanske marked, som er så uendeligt meget større end Danmark. Hér er der virkelig kilometre, tid og penge at spare ved at have logistikken og sine distributionskanaler i orden. Men man må stadig ikke undervurdere denne faktor i Danmark.

KAMPAGNEUDVIKLING
Målet med en e-kampagne er dog stadig ikke meget anderledes end an almindelig reklamekampagne. Der skal skabes trafik og dermed kendskab og image. Og der skal sælges produkter. Forskellen hér er bare, at resultatet kan måles med det samme, 100% nøjagtigt. Antal “hits“ og antal transaktioner på websiten. Så der er ingen undskyldninger, et e-bureau kan gemme sig bag.
En “Organic-kampagne“ består typisk af fem hovedelementer:
Websiten, dvs. butikken, On-line media, som trækker trafik til siten via nettet, Off-line media, som trækker trafik til siten via andre media end nettet, Call-centre, som Organic rådgiver omkring. Forsendelse og indpakning, som Organic hjælper med at sikre fungerer.

HVAD KOSTER EN E-KAMPAGNE?
Man skal have den store pengepung frem, hvis man vil udvikle sin e-business. Årsagen er, at der ikke bare er tale om kampagner. Der er tale om udvikling af nye forretningsområder. Typisk vil det beløbe sig til 5-30 millioner dollars, d.v.s. ca. 35-200 millioner kroner. Selvom tallene reflekterer det enorme amerikanske marked, er der stadig tale om en vis portion penge. Men der er også et enormt potentiale i salg over Internettet.
Ifølge Cimeron kan investeringen betale sig. Det er jo nemt at måle, om kampagnerne virker. Og der kommer nye kunder og kampagner til hver dag. Det må betyde, at det kan betale sig.

HVILKE KUNDER HAR ORGANIC?
Alene prislappen på udviklingen af en e-business gør, at det fortrinsvis er større kunder, der har deres gang hos Organic. Kundelisten omfatter navne som CDnow, Avis, Barnes and Nobles, Compaq, Gap, Hewlett-Packard og DaimlerChrystler. Det er alle eksisterende virksomheder, d.v.s. virksomheder, der har været ude hos forbrugeren længe.
Men der er også kunder, der starter på nettet, og som er deciderede e-virksomheder. Her kan nævnes Rx.com, der nærmest er en virtuel Matas- og apoteks-løsning, og E-town, der er en indkøbs- og informationscentral for elektroniske produkter til den almindelige forbruger. Derudover kan nævnes Textbooks.com, der er en cyber-boghandel for studerende og lærere på højere læreanstalter. Et andet kunde-eksempel, som er ekstra interessant for reklameverdenen, er AdAuction.com. Hér kan reklamekøbere byde på indrykninger i forskellige media. Medierne udbyder simpelthen deres kapacitet på en auktion, og købere byder.

VEJEN TIL STJERNERNE
Man skal holde fast på hat og briller i denne cyber-verden. For det går stærkt. Særligt deciderede e-virksomheder er et område i enorm vækst. I USA er der en kolossal tro på den måde at drive forretning på. Bare se på Amazon.com, der e-handler bøger, CDer og videoer. Endnu har virksomheden ikke haft en krone i overskud, men aktiekurserne har nået stjernerne flerfold. Og der købes over nettet som aldrig før. 11 millioner kunder handler hos Amazon.com. I første halvdel af 1999 havde firmaet en omsætning på over 600 millioner dollars, mod “kun“ 200 året før. En vækstrate, der er til at tage og føle på.

ER ORGANIC FREMTIDENS REKLAMEBUREAU?
Cimeron Dunlap svarer nej på spørgsmålet. E-bureauet tager ikke over. De har helt deres eget domæne.
Ser man på det danske marked, vil min vurdering være, at bureau-typen ikke er til at komme udenom. I første omgang som supplement og som “en slags reklamebureau fyldt med nørder“. I næste omgang som en hel ny industri. Det er en bureau-type, man vil komme til at se mere og mere til. For Internettet skaber Cyberworld. Et nyt verdensmarked. Uden grænser. Uendeligt. Hvilken virksomhed med visioner vil ikke gerne erobre en bid af “uendeligt“? Hvilken virksomhed i dag tør afskære sig fra muligheden for at sigte uendeligt? Kan man overhovedet overleve i dag, hvis man ikke sigter efter det uendelige?
Men uendeligt betyder jo også til en vis grad uoverskueligt for almindelige, jordnære virksomheder. Og det er hér e-bureauer som Organic kommer ind i billedet. De kan hjælpe med at vise vejen til fremtiden, til stjernerne og til millionerne“ – måske milliarderne“

Ledninger.jpeg
Organic har til huse i denne fabriksbygning på Third Street i San Fransisco.

Tænkesækkestole.jpeg