Pernille C. Lotus’ stemme knækker. Hun trækker vejret tungt og holder for første gang i interviewet en længere pause.
”Giv mig lige to minutter…” siger hun. I baggrunden kan man høre børn, der render rundt og leger i det sommerhus, hvor hun er taget på weekend med sine venner, sin søn på to år og sin datter på seks år. For at være til stede med dem.
”Det er ikke for at indtage en offerrolle… Det kommer bag på mig, når jeg tænker over det nu, hvor hårdt et liv, jeg egentlig har haft. Jeg får tårer i øjnene. Der er så mange ting, jeg har oplevet, jeg ikke har fortalt endnu. Som ikke tåler dagens lys,” siger hun. Hendes stemme er grådkvalt.
”Jeg kunne være endt så mange andre steder i livet, end hvor jeg er i dag. Selvom mange udefra synes, jeg virker som det stærkeste menneske… så har jeg nogle huller inde i mig selv. Nogle reaktionsmønstre, jeg altid vil skulle arbejde med som voksen på grund af min barndom.”
Egentlig er anledningen for interviewet lykkelig.
Her til morgen bliver det offentliggjort, at hun og hendes partnere har solgt deres virksomhed, influencerbureauet WeAreCube, til den svenske bureau-mastodont Gigger Group for 75 millioner svenske kroner. Et beløb, der kan vokse til tæt på 100 millioner kroner, hvis WeAreCube i 2021 når en omsætning på over 85 millioner kroner – hvilket Pernille Lotus fortæller, at det lige nu ser ud til.
Den nyhed opfylder et stort karrieremål for hende: At blive millionær. Med salget overtager Pernille Lotus en aktieportefølje i Gigger Group, der er så stor, at hun bliver god for et to-cifret millionbeløb. Det præcise tal ønsker Gigger Group ikke at oplyse. Med i salget er også hendes partner i WeAreCube, Rasmus Kolbe.
”Jeg er selv lige ved at finde ud af, hvad der faktisk er sket,” siger hun. ”Det er helt crazy. Nu bliver det til virkelighed. Selvom der har været mange bump på vejen.”
Men den drøm, hun egentlig indfrier, er lang større end bare at få et stort beløb ind på kontoen.
Flygtede i stofmisbrug
Da Pernille Lotus var 19 år gammel, var der ingen udsigt til, at hun nogensinde ville blive en succesfuld iværksætter.
Her var hun nået til det mørkeste sted i sit liv. Da hun var 14 år, havde hun søgt ind i en verden af stofmisbrug. Her var der kærlighed, forståelse og fester næsten hver dag. Men hun stod også på kanten af livet.
”Jeg havde en periode, fra jeg var 14 til jeg blev 20 år, hvor jeg regelmæssigt brugte forskellige stoffer. Og til sidst, da jeg var 19 år, var det fem dage i ugen, hvor alt handlede om at være påvirket. Det var en flugt fra den virkelige verden,” siger hun.
”Jeg havde hverken fokus på min karriere eller arbejde. Jeg var en del af et miljø, der var som en familie. Jeg følte mig velkommen og elsket. Folk var enormt familiære, og vi holdt enormt meget sammen. Jeg havde heller intet valg, føler jeg. Jeg var så ung og ikke stærk nok til at træde ud af det. Selvom jeg dybt inde i min krop havde en fornemmelse af, at det ikke var det rigtige.”
Som 11-årig fik Pernille Lotus og hendes to søskende den besked, at deres mor kun havde tre uger tilbage at leve i, fordi hun havde fået bugspytkirtelkræft.
”Jeg kan huske, at vi i den periode havde en lille hvid pengekasse derhjemme, hvor der var 30 gange 50 kroner i, som vi skulle leve af dag for dag. Det skulle jeg få til at række til mad og alt andet. Jeg blev ansvarlig for økonomien i vores hjem allerede dengang,” siger hun.
Den barndom hærdede Pernille Lotus. Og skabte de huller i hende, hun stadig kæmper med i dag. Også selvom lægerne tog fejl i deres forudsigelser, og hendes mor efter otte måneder var kræftfri igen.
Moren begyndte derefter at lave healingrejser til Hawaii. Det betød, at Pernille Lotus og hendes storebror måtte klare sig selv meget alene derhjemme i lange perioder. Hendes far var heller ikke en del af hendes liv.
”Jeg har den største respekt for min mor. At hun overlevede det og begyndte at hjælpe andre, var enormt imponerende. Men i hele min barndom var jeg meget alene. Det fik mig til at søge en anden familie, og det var desværre et hårdt miljø med de forkerte mennesker, jeg fandt,” siger hun.
" Jeg forstod slet ikke, hvilket ansvar der fulgte med. Indtil jeg stod i Sø- og Handelsretten og skulle forklare, hvorfor vi var gået nedenom og hjem.Pernille Lotus
Gik konkurs uden at vide, hvad det betød
Pernille Lotus er serieiværksætter. Hvis man løber hendes cv igennem, så rummer det et væld af mere eller mindre succesfulde startups.
Hun gik konkurs med sin første virksomhed, Balipo.
”Jeg insisterede på at være direktør, men jeg forstod slet ikke, hvilket ansvar der fulgte med. Indtil jeg stod i Sø- og Handelsretten og skulle forklare, hvorfor vi var gået nedenom og hjem. Jeg kan grine af det i dag. Jeg har altid sigtet efter stjernerne, men jeg satte mig aldrig for alvor ned og tænkte over, hvad konsekvenserne kunne være af det,” siger hun.
Herefter fulgte en lang række online-webshops med fokus på wellness og mode. Ved siden af arbejdede hun af flere omgange også selv som sælger og konsulent for at få tingene til at hænge sammen.
Hvorfor er du blevet serieivæksætter?
”Jeg er en meget idérig person. Og når man har startet sig egen virksomhed én gang, bliver det nemmere og nemmere. Jeg er også en utrolig dygtig sælger med høj selvtillid. Så når jeg får en idé, har jeg en ukuelig tro på, at jeg kan føre den ud i verden,” siger hun.
”Men det har været hårdt arbejde. Jeg har knoklet ved siden af for at betale husleje. Det har været dyre lærepenge, men jeg har været god til at rejse mig igen og tage ved lære af alle de ting, der har været hårde for mig i mit liv.”
I 2015 grundlagde hun influencer-bureauet SMAC Agency, der senere blev fusioneret med det svenske influencerbureau Cube – blandt andet baseret på, at hun i sine wellness-shops kunne se, at hendes vækst steg eksplosivt, når hun reklamerede hos bloggere og influenter.
”Jeg tænkte, at hvis jeg kan se så stort et salg bare i min forretning, hvad kan det så ikke gøre for Coca-Cola, Lego og Jysk. Det var som at se ind i fremtiden.”
Hvad har det sværeste været ved at have det her karriereforløb?
”Det sværeste for mig er at samarbejde med andre mennesker. Men det kan også blive det smukkeste. De partnere, jeg har i dag, er fantastiske. Vi siger til hinanden, at vi ’elsker’ hinanden, og vi har et sindssygt tæt venskab. Men jeg kan godt komme i konflikt med andre. Jeg knokler på en opgave, til den er løst – og opgaven bliver aldrig løst, når målet hele tiden er at være større og omsætte for mere. Jeg har taget en personlighedstest, som viser, at mit allerstørste talent er at være anerkendelsessøgende. Jeg stopper bare ikke,” siger hun.
”Jeg har en arbejdsmoral, som er helt vild. Jeg ser ikke forhindringer som forhindringer. Men jeg har eksempelvis oplevet, da jeg startede SMAC, at jeg var nødt til at købe min partner ud efter et år, fordi vi slet ikke ville den samme vej.”
Reddet efter kærestens selvmordsforsøg
Beslutningen om at forlade livet som stofbruger traf Pernille Lotus, da det gik op for hende, at det var en verden, der kunne koste andre mennesker livet.
”Jeg havde en kæreste, da jeg var 19, som forsøgte at begå selvmord med nogle af de stoffer, vi tog. Det var et wakeup-call. Jeg vidste, at jeg skulle ud af det, hvis ikke jeg skulle ende med at stå med en anden persons liv i hænderne. Det havde taget overhånd og blev en skillevej for mig,” siger hun.
”Enten måtte jeg tage mig sammen, eller også ville jeg ende på en bænk på Christianshavn med de andre. Det var måske min store selvtillid, der gjorde, at jeg kunne træffe beslutningen. Og samtidig havde jeg en chef, der købte en billet til Hawaii til mig, så jeg kunne tage over til min mor. Det var en billet uden en returdato. I tre måneder svømmede jeg med vilde delfiner og lagde afstand til stofferne og det miljø, jeg var blevet en del af.”
Da Pernille Lotus kom hjem til Danmark igen, gik der kun en uge. Så rejste hun på ny. Denne gang til den franske bjergby Val d’Isere for at blive skibums. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at lægge sit gamle liv bag sig.
”Det var livsnødvendigt for mig,” siger hun.
”Jeg blev en del af en ny familie dernede, som var noget sundere. Det hårdeste, vi kunne tage, var tequila. Jeg vidste, jeg ikke var klar til at komme hjem. Jeg skulle efter så mange år i det hårde miljø genfinde min identitet. Jeg vidste ikke, hvad mine værdier var, eller hvad jeg ville med mit liv. At komme ned i bjergene og tilbage til naturen var virkelig godt for mig.”

”Lige nu ryster jeg”
Det er kun et par år siden, at Pernille Lotus næsten mistede troen på, at fusionen mellem hendes bureau og Cube var en god idé. Her stod virksomheden efter et hårdt år med et regnskab, hvor der var et minus på driften på 14 millioner kroner.
”Der tvivlede jeg på, at det var det rigtige, vi gjorde. Det har været den største udfordring for mig personligt. Jeg havde svært ved at sove om natten og fik ondt i maven. Jeg måtte sige til de andre, at jeg lige havde brug for at sunde mig og se på mine værdier i projektet. Og for at se, om jeg turde være i det,” siger hun.
Men:
”Det blev en kortvarig tvivl. Jeg dealer med sådan noget her ved at stå tidligere op og være den første, der ringer til kunder. Men jeg lærte, at jeg ikke bare kan få verden til at gøre, som jeg vil. Det er sundt som menneske at lægge sit eget ego væk, blive i båden og tage fat i åren og ro videre sammen. Jeg valgte at tro, at universet måske havde en plan med tingene. Og heldigvis for det.”
Lige nu er Pernille Lotus både i en rus og et smertefuldt sted. Salget af virksomheden – hvor hun fortsætter som direktør i Cubes danske afdeling – har skabt en voldsom lykkefølelse i hende. Men hun er også netop blevet skilt for anden gang og er nu alenemor til to.
”Jeg har aldrig været bange for at stille mig selv frem og sige, at lige nu ryster jeg. Jeg har en dreng på to år og en datter på seks år. Særligt den lille kræver meget opmærksomhed. Der er så meget gang i den. Og det er svært at stå med sine egne dæmoner og en kæmpe virksomhed, imens man bliver alenemor. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg fremover får den ligning til at gå op,” siger hun.
" Der er ingen tvivl om, at hvis ikke jeg havde haft så hård en opvækst, så havde jeg ikke stået her i dag.Pernille Lotus
Men det er hun ikke i tvivl om, nok skal lykkes.
”Der er ingen tvivl om, at hvis ikke jeg havde haft så hård en opvækst, så havde jeg ikke stået her i dag. Jeg havde også en mor, der sagde, hun syntes, livet var hårdt på grund af sin knappe økonomi. Det vil jeg ikke udsætte mine egne børn for. Det, man bliver udsat for som barn, vil man for alt i verden forsøge at skåne sine børn for,” siger Pernille Lotus.
Og som hun også siger: Tirsdag, når nyheden om det store salg har lagt sig igen, skal hun møde op på arbejde som normalt. Tidligt ud af fjerene, ind på kontoret og sørge for, at alle er motiverede og glade. Og køre på med begejstringen og målet om, at Cube bliver endnu større og stærkere.
”Det er jeg tryg i. Vi får flere muskler, og vi skal vækste helt vildt. Men jeg håber da, at hverdagen ser bare en lille smule federe ud allerede tirsdag morgen. Jeg skylder også min storebror 300.000 kroner for dengang, jeg gik konkurs med min første virksomhed. Dem har han vidst fortjent at få tilbage nu,” siger hun.
Hvis du skulle sige én ting til den 18-årige Pernille Lotus, hvis du mødte hende nu. Hvad skulle det så være?
”Jeg ville sige til mig selv, at uanset hvad så skal det hele nok gå,” siger hun.
Hør Pernille Lotus tale om Influencer Marketing på konferencen Social Media Manageren i Århus den 1. december.
