Scanad har i nogle år været store, snarere end lukrative – men nu ser det hæderkronede århusianske bureau lysere på fremtiden.
Investeringer i net-kompetencer har givet pote, og nu mener administrerende direktør Robert Rasmussen, at bureauet er i stand til at levere en fuldstændig integration af offline og online markedsføring.
– Scanad Digital ser ud til at fungere meget fint, og i 2008 regner vi med, at vores online kompetence bidrager med godt 20 procent af dækningsbidraget, siger Robert Rasmussen og tilføjer, at “i dag er online en fin forretning, hvor det kostede os penge i 2007.
Bureauet har netop skiftet navn og ny identitet. Fra Scandad Udviklingsbureau til Scanad Evolution Agency.
Sondringen kan synes hårfin, men hos Scanad vil man gerne signalere globalt udsyn og evnen til at være i front i den stadigt hurtigere samfundsforandring.
– Verden udvikler sig hele tiden hurtigere og hurtigere, og vi skal udvikle os samtidig. Alt andet er afvikling, for det er som bekendt kun de forandringsparate, der overlever, siger Robert Rasmussen.
Han mener selv, at bureauets største styrke er engagementet for at evolutionere kunderne og sig selv. Helt konkret demonstreret i succesen med at implementere Kohbergs nye univers på tv, på nettet og i butikkerne.
Fra uge 10 i år, hvor Scanad introducerede Kohberg-kommunikationen, steg omsætningen med 10 procent om ugen frem til uge 16, hvor tv-kampagnen tog over. Det boostede Kohbergs salg med 38 procent. Om man kalder det for “evolution” eller “eksplosion” spiller næppe nogen rolle.
Scanad er tilbage på banen efter et 2007, hvor bruttoavancen lød på 26,5 millioner kroner, hvilket var en vækst på 14 procent i forhold til 2006. Bruttoavancen per medarbejder steg med knap 18 procent til 780.000 kroner per medarbejder.
Og selv om bureauet kun lige opnåede sorte tal på bundlinjen sidste år, er århusianerne og fynboerne tilbage på banen med fornyede kræfter. Forventningen til 2008 er en vækst i bruttoavancen på cirka 20 procent.
cwl