Vin til en reception – det er en naturlig banalitet. Men for Cell Network var der et ekstra krydderi i smagsprøverne, da bureauet fornylig slog dørene op og manifesterede navneskiftet fra MouseHouse til Cell Network. Et skifte der er foranlediget af sidste års salg af MouseHouse til svenske Cell Network, der er en af de fire store svenske internet-bureauer. Framfab, Icon Medialab og Adcore er de tre andre.
Krydderiet hedder Onwine, der er en af bureauets kunder. En kunde som netop i denne tid har påbegyndt markedsføringen og dermed forsøgt at dementere påstanden om, at dot.com er død. Onwine har udviklet en site, der bl.a. tilfører værdi til alle de mange, som har svært ved at huske navne på slotte, gårde og årstal på de vine, man har smagt. Ambitionen handler om at hjælpe folk til at udvikle og forstå deres egen vinsmag, og målgruppen handler således mere om folk med en vis interesse for vin frem for en priskonkurrence ved at handle på nettet. Samt b-t-b markedet, hvor det gerne skulle blive lettere at handle, når virksomhederne skal sende gaver.
Nogle har hævdet, at dot.com er død, og sandt er det da også, at der er sket en voldsom sanering af markedet. Nu kræver det en fornuftig forretningsstrategi at nå frem igennem til markedet, og for web-bureauer som Cell Network er der således ikke mere dot.com’ere. Nu er det dot.corp – de etablerede virksomheders investeringer i e-handel – der er drivkraften.
– Vi er nogen, som synes, at opbremsningen på dot.com markedet har været fornuftig. Nu er der fokus på forretningsideerne, og samtidig er de etablerede virksomheder for alvor kommet igang. Endelig skal man også være opmærksom på, at b-t-b markedet på internettet er langt større end privat-markedet, siger adm. dir. Caroline Søeborg Ohlsen, Cell Network. Hun stiftede Mouse House i første halvdel af 90’erne, og hun kan iagttage, hvordan kunderne i dag er nogen andre end tidligere.
– Nu er det oppe på direktionsgangene, vi finder vores kunder, siger Caroline Søeborg Ohlsen.
Den udvikling afspejler også udviklingen i Cell Network, hvor de glade “nørder“, “internet-enthusiaster“ – eller hvad man nu kalder dem – nu bliver suppleret med folk med solid marketing-erfaring. F.eks. er hun og kreativ direktør Thomas Adamsen, der har været med siden 1995, nu suppleret i ledelsesgruppen med Lars Tversted, der kommer med 9 års erfaring hos Apple – senest som skandinavisk marketingdirektør – i baggagen. Og Jens Peter Weinreich har for halvanden måned siden forladt en stilling som kommunikations- og markedsudviklings-chef i Sonofon til fordel for jobbet som e-marketing business manager i Cell Network. Han har desuden stor bureau-erfaring. Endelig er det svenske tv-produktionsselskab Propello, der er hjemmehørende i Malmø og indgår i koncernen, nu også blevet etableret i Danmark.
FOKUS På KOMMUNIKATION
Dermed drejer Cell Network over mod større fokus på strategi og kommunikation frem for teknisk udvikling, som i dag udelukkende er en forudsætning for overhovedet at være i markedet. Men dermed drejer Cell Network også over mod grænsefladerne til de traditionelle reklamebureauer, og firmaet har en klar ambition om at være med, der hvor koncepterne udvikles.
Konceptet for Cell Network handler om full-service. Firmaet har 60 ansatte i dag og forventes at vokse – både organisk og gennem opkøb af f.eks. reklamebureauer. Fokus vil dog være på at styrke sig på kompetencer, hvor man ikke står så stærkt i dag. D.v.s. at væksten i bredden kommer til at foregå gennem opkøb, mens væksten i dybden mere vil handle om ansættelse af folk med spidskompetencer. Men samtidig understreges det, at Cell Network ikke skal være en gruppe af selskaber.
– Vi skal ikke deles for meget op i afdelinger. Det er, når man bringer forskellige kompetencer sammen, at der sker noget uventet, siger Caroline Søeborg Ohlsen.
Når man i Cell Network snakker om kreativitet, så kan det således godt være en gruppe af kreative og key account folk, der brainstormer om at udvikle et koncept. Og kreativitet ER på dagsordenen i bureauet. Det er den bl.a. ud fra opfattelsen, at kommunikation bliver et stadig mere centralt emne på internettet. Hos Cell Network gælder det dog mere dialog/interaktion end massekommunikation omend grundlaget for det hele er ens – nemlig forståelsen for, hvad der sker ude hos forbrugerne.
Men selvom fokus flyttes over mod kommunikation – og dermed de traditionelle reklamebureauers verden – så ser Cell Network sig dog stadig i frontlinjen i forhold til den “gamle“ verden.
– Selvom der står meget mere kommunikation, strategi og koncept på dagsordenen, så er det stadig nødvendigt med en betydelig indsigt i den teknologiske udvikling for at kunne rådgive kunderne om mulighederne og udvikle de bedste koncepter. Og her har web-bureauer med deres stærke fundament i it-industrien nogle klare fordele i forhold til den traditionelle reklameverden, siger Jens Peter Weinreich.