Tuborg-familien får nu en ny fræk lillebror. Der er tale om EN kendt en af slagsen, som i fremtiden vil optræde i en ny forklædning. Det er dåseøllen T-Beer, som bliver relanceret i en flaskeversion. Målgruppen er stadigvæk de voksne øl-drikkende personer, som godt kan lide at gå i byen. Dåsemarkedet i Danmark udviklede sig ikke som forventet og Tuborg lancerer derfor kun den nye øl på flaske.
– Selvom T-Beer var en succes i dåsekategorien, havde vi en klar ide om, at dåsemarkedet ville blive større, og at der ville blive lanceret en række forskellige øl-typer. Men det skete ikke og derfor kommer T-Beer nu på en ny flot flaske, så vi sikrer en bredere markedsdækning, siger Tuborgs marketingdirektør, Ken H. Andersen, der tror, at især på cafeer og diskoteker vil den unikke slanke glasflaske passe til målgr uppen. I øvrigt er øllet, smagen og design tilpasset markedet i dag, så der er kun navnet tilbage fra den gamle T-Beer.
Ifølge Ken H. Andersen vil T-Beer henvende sig til alle voksne, som gerne vil have en forfriskende og letdrikkelig øl – dog vil de fleste forbrugere være i begyndelsen af tyverne. Til at begynde med bliver der lanceret to smagsvarianter. En neutral T Beer, der i modsætning til almindelig Grøn Tuborg ikke har så meget bitterhed, og en ny smagsvariant med citrus, hvor kombinationen af det søde og syrlige give en læskende øl.
– Men vi har ambitioner med øllen. Afhængig af hvordan det går, overvejer vi at lancere en række smagsvarianter i serien. Samtidig har vi tænkt os at den skal bredere ud i verden inden for en kort tid, siger Ken H. Andersen, der understreger, at T Beer skal hjælpe med til at differentiere Carlsberg og Tuborg fra hinanden. Mens Carlsberg er til den voksne forbruger der ønsker at forkæle sig med en kvalitetsøl, vil Tuborg stadigvæk være til danskerne med et ungt sind som vi l være med hvor det sker.
– Vi satser målrettet på, at den skal blive et integreret familiemedlem i Tuborg-familien, og ikke kun en fjern slægtning, siger han.
Målrettet fremfor mainstream
Tuborg har i forbindelse med markedsføringen af Tuborg vendt budgettet på hovedet i forsøg på at være så målrettet som muligt. Traditionel massekommunikation fylder derfor kun en mindre del af budgettet..
Til at begynde med blev øllen bl.a. lanceret som en hemmelig event ved at lade dj’s drikke den på diskoteker, uden at den var til salg.
– Målet var at skabe en opmærksomhed i målgruppen omkring øllen, inden den var lanceret. Efterfølgende har vi bl.a. lavet en række events på de samme diskoteker, som har været en fuld integreret del af markedsføringen, siger Tuborgs marketingdirektør, der understreger, at der ikke vil blive brugt store tv-budgetter i forbindelse med lanceringen, selvom der dog er booket kampagner på mere målrettede stationer som TV Zulu, 3+ og TV Danmark. En stor del af budgetterne vil i modsætn ing til tidligere blive brugt på magasiner og internet.
– Når man ser et brand på nationalt tv, som pumper derudaf bliver det ofte let mainstream. I stedet for at spilde penge og kræfter ønsker vi denne gang at være mere målrettede og have en stor tilstedeværelse, der hvor målgruppen forventer vi er. Så selv om markedsføringen ikke vil blive opfattet som massiv, vil den være meget massiv i målgruppen, siger han.