Forlaget Benjamin, der står bag mandebladet M!, har set et hul i bladmarkedet. Det drejer sig om et målrettet blad til de unge kvinder uden let påklædte mænd, men i et koncept, skrevet i en direkte og brugbar stil. Derfor udgiver de i slutningen af maj månedsbladet Woman, som er lavet med inspiration fra England.
– Unge kvinder føler ikke, at de traditionelle kvindeblade taler til dem. De vil have et blad, der på en direkte måde taler til dem om deres liv og bekymringer. Målet med Woman er at udgive et kvindeblad til de unge dynamiske kvinde, som ved, hvad hun er værd og ikke har påtaget travlt med at blive voksen og kedelig, siger Jan Lehrmann salgs og marketingdirektør fra forlaget Benjamin
Markedet for danske kvindeblade er – inden Woman bliver lanceret – på 1,1 million solgte blade om måneden, fordelt på de seks blade Femina, Alt for damerne, Hendes Verden, Eurowoman og Månedsmagasinet In, Tidens Kvinder.

LUKKER ANDRE UDE
Ideen til Woman har Forlaget Benjamin fået efter at have kigget til udlandet og specielt England, hvor de to store dameblade Cosmopolitan og Marie Claire hvert år stiger omkring ti procent i vækst. Jan Lehrmann føler sig derfor sikker på, at der er plads til endnu et dameblad i det danske marked.
– De store danske kvindeblade forsøger stort set alle sammen at tale til kvinder i alle aldersgrupper, men kigger vi på udlandet er der stor vækst for målrettede internationale magasiner til unge kvinder. Med Woman henvender vi os til en veldefineret målgruppe, som vi ønsker at tale direkte til, vel vidende at vi dermed lukker andre læsere ude, siger han.
Det betyder, at man for eksempel i Woman vil kunne finde en artikel om, hvordan man skal dyrke oralsex, men ikke en om hvordan man ammer. Man har også droppet alt det stof om at være mor og have børn.
– Magasinet skal være et åndehul for unge kvinder, hvor det drejer sig om dem. Det kan godt være at kvinder, der er rundet de 40 ikke føler, at bladet er noget for dem. Men det er ok bare vi har nok af de yngre, siger Jan Lehrmann, der understreger, at kernelæseren af Woman aldersmæssigt vil være fra midt til sidst i tyverne.
– Hun er typen, som vil udnytte tilværelsens muligheder fuldt ud, men også ved, at indre tilfredsstillelse ikke kun er et spørgsmål om et prestigefyldt arbejde og en Gucci håndtaske. Hun er også en del af den post-feministiske generation, som forudsætter, at kvinder har lige rettigheder, men det betyder ikke, at man vil ikke finde artikler i Woman om, hvor forfærdeligt det er, at kvinder får for lidt i løn. Vi vil hellere gøre problemet brugbart og skrive artiklen om, hvordan hun kan få det samme, siger han.

KæMPE OPLAG
Lanceringen af Woman vil først og fremmest ske via tv, men også gennem et specielt website, hvor en stor del af bladet vil være tilgængeligt.
– Selv om vi lægger meget stof ind på nettet føler vi os sikre på, at det ikke vil tage fokus fra det rigtige blad.
Målet er, at Woman inden for det første år vil nå et oplag omkring 50.000, men de første numre vil blive trykt i 135.000 eksemplarer og indeholde introduktionstilbud for både nye læsere og annoncører. Det første blad kommer til at koste 20,00 og vil langsomt efter to numre stige til 39,75, som er den endelige pris.
– Vi har valgt at give 67 procent rabat på annoncer i de tre første numre. Normalt giver et nyt blad kun 25 procent, men så er der altid nogle som får større rabatter. Det imødekommer vi på den måde, siger han.