I går mandag landede der en overraskelse på redaktionens bord i form af en prisliste fra en tv-station. Og nej, det var ikke TV 2s. For første gang nogensinde er TvDanmark nemlig kommet TV 2 præcis en uge i forkøbet med priserne for næste år. De har således brudt med vanetænkningen, om at det altid er TV 2, der sætter standarden. På mediabureauerne ser man da også på sagen med overraskede men dog også skeptiske øjne.
– Jo, det er meget usædvanligt, men det er ingen revolution, og det kommer ikke til at betyde noget som helst, pointerer adm. direktør Herman Haraldsson fra mediabureauet OMD og begrunder det med, at der ikke vil være seriøse prisforhandlinger før alle tv-stationer har meldt ud. Han kalder TvDanmarks tiltag for en halvtom gestus og mener samtidig, at det at melde ud med en prisstigning på to procent er modigt gjort.
– De risikerer, at TV 2 ikke sætter deres priser op, og i sidste ende kommer TvDanmark så til at justere deres priser.
At TvDanmark kommer først og ovenikøbet sætter deres priser op, er også noget man på mediabureauet Carat har en klar mening om.
– Det er frækt, men det er også riskabelt at melde ud med en prisstigning. Markedet er for nedadgående og dermed ikke til prisstigninger, og jeg forventer heller ikke at de andre hæver priserne, siger tv-director Jan Møller og tilføjer, at TvDanmark dog puster til at sætte gang i forhandlingerne noget før.
– Det kan jo betyde, at vi er klar med alle priserne inden november – og det er første gang i meget lang tid, siger han.
Og spørger man hos TvDanmark, er svaret da også, at de har lyttet til markedets krav.
– Mediabureauer og annoncører vil meget gerne have gang i forhandlingerne noget før, og det har vi så gjort noget ved. Desuden mener jeg, at to procent er en meget beskeden prisstigning i forhold til den fremgang vi har haft, understreger salgsdirektør Jan Hjøllund.
Hos TV 2 mener man dog ikke, at TvDanmarks tiltag lønner sig.
– Jeg tror ikke på, at TvDanmark kommer til at stå bedre i en forhandlingssituation. Annoncørernes budgetlægningsproces bliver formentlig skudt i denne omgang, fordi der sker så meget i verden, og derfor får TvDanmark ikke et reelt fortrin, vurderer salgschef Peter Olufsson, der også siger, at de selv forholder sig mere til udefrakommende faktorer i markedet.
– Jesper Lund mener åbenbart, at hans produkt er steget i værdi. Og det er han da i sin gode ret til. Vi anskuer tingene lidt mere nuanceret og forholder os til de udefrakommende faktorer. Det handler ikke om hastighed men om indhold, pointerer han. cnb