Aftenens prisuddelinger i Cannes hjalp lidt på det danske humør. Uddelingerne foregik i Press samt Cyber-Lions kategorierne og der tilfaldt danske bureauer to Guld-løver samt en Bronze-løve. Som ventet vandt Framfab for Nike. Det blev til hele to Guld-løver. Den ene fik Framfab for en viral-film og den anden for kampagnen ”Joga Bonito”.
Danske Lars Bastholm, der nu er kreativ direktør hos AKQA i New York, var nomineret, men vandt ikke noget. Han har tidligere vundet Grand Prix og Guld for Nike i Cyber.
BBDO var nomineret i Press for arbejde for Amnesty og her blev det til en Bronze-løve.
Så resultatet i Cannes er forløbig blevet til fire løver, hvoraf de tre er tildelt gamle kendinge i Cannes-sammenhæng: Nike og Interflora. Der er således ikke meget nyt under rivieraens sol.