Den danske afdeling af Framfab har det med at skrive reklamehistorie ved Cannes Lions. I år blev det til et vaske ægte hattrick i Cyber-kategorien. Det er nemlig tredje år i træk, at det danske bureau vinder en løve for deres arbejde med Nikefootball.com, to af gangene har det været en Grand Prix, som er festivalens fornemmeste pris. Dermed er Framfab det mest vindende bureau i den kun fem år gamle Cyber-kategori. Framfab er også det eneste danske bureau, som har vundet tre år i træk ved Cannes Lions.
Festivalen i Cannes har de sidste 49 år uddelt verdens emst prestigegivende reklamepriser. Siden 1998 har der også været en Cyber-konkurrence, der handler om at skabe kreative web-sites og onlinereklame.
Udover Grand Prix vinder Framfab også en guld-løve for Nikefreestyle.com.
Den sidste af de tre danske Cyber Lions går til Home Sweet Home, der vinder for sitet halfdane.dk.
– Vi er super glade og stolte. Men det må være en bekræftelse på, at det er ok, det vi går rundt og laver, siger Framfabs kreative direktør, Lars Bastholm, fra en mobiltelefon på vej til lufthavnen. Han er sammen med et hold danske Framfab folk på vej til Cannes for at være med til prisoverrækkelsen i aften.
Der blev i år uddelt to Grand Prix’er løver til websites. Den anden Grand Prix gik ganske som forventet til Bmwfilms.com, sådan som flere bl.a. Lars Bastholm, havde forudset.
Juryen lagde vægt på, at der var tale om to forskellige med gennemførte websites. For Bmwfilms.com var der tale om en ny anvendelse af mediet, selvom selve sitet ikke havde den særlige gennemtænkte måde at skabe et kampagne-website som Framfab’s Nikefootball.com.
Danmark havde seks nomineringer i kategorien, der kun har eksisteret i fem år. Der var i år 12 indsendte kampagner og sites i Cyber-kategorien.
Sidste år blev det til to guld- og en bronze løve og året før vandt Framfab den overordnede Grand Prix i konkurrencen for deres Nikefootball.com. Sidste års guld løver gik til Framfab for et branding-site for Nike Sportswear og til BBDO for e-commercesitet 10socks.com. Desuden vandt Framfab også en bronze for Nike Footwear.
Framfab havde i år tre nomineringer, mens reklamebureauet Home Sweet Home fik to af nomineringer. Den sidste nominering gik til Republica Copenhagen.

De tre vindere er:

I kategorien Brand Promotion
Guld Lion til Framfab for Nikefreestyle.com

Grand Prix til Framfab for Nikefootball.com

I kategorien Coporate Information
Bronze Lion til Home Sweet Home for Halfdane.dk