– Vi arbejder os systematisk baglæns mod det, som var vores kernekompetence. Vi skal ikke længere være en totalleverandør, men kun lave det vi er bedst til, siger Framfabs danske direktør Kjell Bjørn Rønning. Fokuseringen kommer efter at Framfab har præsteret endnu et underskud i milliardklassen, der tvang dem til at fyre 400 personer og sælge virksomheden fra. I fremtiden vil man overlade virksomhedsstrategi og management til de traditionelle konsulenthuse som McKinsey og Accenture.
– Kernekompetencen hos os bliver websites og interfaces mellem teknologi og brugere. De traditionelle reklamebureauer er derfor vores største konkurrenter. Vi mener dog den form for kommunikation som skabes med internettet er meget anderledes end den som reklamebureauerne arbejder med. De er ikke vant til at arbejde med en målgruppe som taler tilbage, siger Kjell Bjørn Rønning, der understreger, at man tilgengæld ikke vil se Framfab gå ind og lave offline-kommunikation.
– Reklamebureauerne vil sikkert påstå, at de kan det samme som os, men det kan de ikke. Vores position er tilbage til rødderne, for det er det vi har været bedst til, siger han.
Framfab har skiftet ud i topledelsen. Tre uger inden det katastrofale regnskab fik samtlige direktørposter på nær den adm. dir. Kjell Bjørn Rønning nye navne.
Den daglige leder er nu Jesper Andersen, der kommer fra Accenture, Jannik Lieder er blevet director of Business Consulting, Jacob Johansen, director of Concept and Design, Jakob Ghisler, director of Center og User Experience og endelige er Kristian Rude blevet director of IT-Consulting- et område som tidligere lå hos Kjell Bjørn Rønning. Alle nye direktører er internt rekrutteret.