Igen i år skinner Cannes-solen på den danske afdeling af Framfab. Sidste år vandt Framfab for tredje gang Grand Prix i Cyber Lions-kategorien, der handler om at skabe kreative web-sites og onlinereklame.
I år bliver det dog ikke til Grand Prix, men bronze til Framfab, der får sin løve for et kampagne-site ”The Instinct” for Sprite.
Cyber-kategorien har kun eksisteret i syv år, og Framfab er et af de mest vindende bureauer i kategorien. Bureauet har vundet Grand Prix i 2003, 2002 og 2000. Alle tre år for Nike-sites.
Danmark havde to nomineringer i Cyber-kategorien. Begge nomineringer gik til Framfab, som dog ikke fik flere løver end den af bronze.
Den anden nominering fik bureauet for Nikefootball.com. Danmark har i år 14 indsendte kampagner og sites i Cyber-kategorien, hvor 1561 arbejder deltager. Sidste år var antallet 1244.