Den franske radio- og TV-myndighed CSA har forbudt nyhedsværter på nationale medier at sige ”følg os på Twitter og Facebook” med den begrundelse, at det er konkurrenceforvridende.
– Hvorfor give Facebook, som er flere mia. dollar værd, en fordel, når der er andre sociale netværk, som kæmper for at blive anerkendt?, spørger Christine Kelly, der er talskvinde for CSA til The Guardian.
Franske kommentatorer ser imidlertid forbuddet som endnu et forsøg på at kontrollere udbredelsen af angelsaksisk kultur og engelsk i Frankrig, og andre hæfter sig ved, at forbuddet kommer efter, at mange medier benyttede sig af Facebook og Twitter i dækningen af sexskandalen omkring den tidligere chef for IMF, Dominique Strauss-Kahn.