Franske fristelser

Kommer man som dansker til Paris, og bevæger sig rundt på boulevarderne, bliver man efterladt med de indtryk, at Frankrig må være cafe på cafe, restauranter, juvelerbutikker, kæmpe bilforretninger, modeshops mega som petit, mad, vin og oste. Små forretninger med udsøgt marmelade og butikker med kunstfærdige kager.

Dertil skal lægges elegante modehuse, kendte som ukendte. Som Chanel, Karl Lagerfeld, Dior og rabiaten John Galliano, der står for sæsonens haute couture til alverden. Dress for de få, der bliver efterlignet af de mange, og koster det samme som to kolonihavehuse.

De parisiske kvinder kan lige det der med at svinge tørklædet på en sådan måde, at de selv på en gråvejrsdag kommer til at ligne en million.

Butikkerne ligger der skulder ved skulder. Butikker med designede ekspedienter der iscenesætter velkomsten og “forfører” os forbrugere – endda helt frivilligt.

Der er designerbutikker for mad, kager og chokolader. Der er en konceptbutik som Colette styledesignartfood, der ligger i en sidegade til en af de store boulevarder, og sikkert, for pariserne, en ganske almindelig butik med mad, vin tøj, solbriller, hatte, bøger, diverse magasiner (det er jo afgørende at være der hvor målgruppen kommer) samt de helt rigtige ting til et køkkenet.

Kosmetikkæden Sephora ligger der med sine enorme butikker, hvor produkterne – de er der alle sammen – er sat i alfabetisk orden og en oplevelsestur kan starte ved bogstav A.

Det kan blive til en tur gennem lakrødt og sort og med et personale, der byder velkommen med hvide handsker og hvor der er en helt special afdeling for indpakning. Næste gang vil man sikkert blive modtaget af en helt anden farveoplevelse. Selvfølgelig har de også en virtuel butik på www.sephora com. der er opbygget i samme stil og med samme raffinerede “indpakning”.

Mediebilledet i dette inferno.

Frekventeres de små bladkiosker, der er overalt, kan det heller ikke undre, at de har et magasinudbud, der kan matche det skæve, det trendy, det pulserende og den næsten tematiske livsførelse.

Der er mediatyper på hylderne, der kan tage pusten fra en. Ud over de mere almindelige media er der magasiner der ikke læses af den brede befolkning – smalle, avantgardistiske media, med et større eller mindre oplag, men hvor annoncørerne – de store modehuse og diverse luksusmærkevarer – står i kø for at præsentere sig. Ikke med en enkel hel side men med en “historie” der kan række over 4-6-8- sider. Ikke i traditionel forstand med: “Her har du en jakke der koster og kan købes hos”, men voldsomme, og ofte rå foto, der er løsrevet fra den redaktionelle tekst. Med modeller der ligefrem virker direkte skræmmende og hvor, ellers eksklusivt, tøj kan være totalt ukendeligt.

Alt sammen milevidt fra vores generelle opfattelse af hvordan et modefoto skal se ud i et magasin.

Mange af de mest opmærksomhedsvækkende annoncer kan sammenfattes med få ord – en kanon ide, et solidt kendskab til det næste trend og nogle fantastisk dygtige fotografer.

Det er magasiner som eks. Eg”iste (omtales senere), Citizen K. (en skøn blanding af mode, kunst, musik ) Selv Service, Purple, ( Modeblad for intellektuelle) NumŠro (mode, design, arkitektur, kunst og med en engelsk tekstsektion). Der er lige udkommet et NumŠro Homme og magasinet WAD ( We’ar Different).

En stor del af magasinerne minder mere om kunst/fotobøger, hvor mediet jonglerer med mode, kunst, musik, litteratur, poesi, fotografiet til “urban” mænd og kvinder, der lever deres liv på “forkanten” af den nye tid. Det kan umiddelbart være utroligt svært at kategorisere dem, men kigger man nærmere efter er de måske alligevel lidt ens i deres opbygning.

Det eneste der falder helt udenfor er magasinet Eg”iste, som jeg stødte på første gang i 1992 og som siden har kørt rundt i mit hoved. Eg”iste (titlen skulle være frit efter Eugene Labiches ord: En egoist er en, der aldrig tænker på mig), kan knap nok kaldes et magasin, måske snarere en drejebog. Det er dyrt, måske verdens dyreste, og koster 230 FF. Det udkommer når det passer udgiveren (navnet passer altså godt til distributionen) og man skal kende de særligt udvalgte kiosker, hvor det forhandels. Det bliver udsolgt på få dage. Det er trykt på sort/hvid, kraftigt, lækkert papir, og er i flere sektioner og med et sideantal på omkring 300- 350 sider, renskåret og falset og med en vægt på i hvert fald 5 kg. Med et totalt uhandy format på 400 cm. højt og 295 cm. bred. Og en annoncepris der nærmer sig de 160.000 FF for en dobbeltside.

Flot grafisk lay-out. Et lækkert, stylet magasin og som en af mine testpersoner sagde.: “Det er lækkert. Det er rent lir. Er det et blad, eller er det en kunstudstilling?”.

Der er fremtrædende fotografer og skribenter, der står i kø for at få lov til at bidrage med deres mode-kunstværker. Men alligevel har magasinet, i al sin avantgardistiske facon, et stænk af både humor og sex.

Chefredaktøren er stadig den samme, Nicole Wisniak, der for snart 20 år siden startede sit “kultmedie”.

Det er ikke udelukkende et lille fransk nichemedie, men udkommer i lande som Kina, Iran, Kenya, Kuwait, Emirater, Nepal samt Vatikanet hvor det koster 75.000 lire. Har fået fortalt at det udkommer i næsten 20 lande, og det totale oplag ligger på 50.000. Altså et fuldstændigt anderledes crazy bladprojekt som tillige er umuligt at få konkrete informationer fra. De har heller ikke noget der ligner en web-site, men dog et par e-mailadresser. Typisk fransk.

I den udgave jeg sidder med – fra maj måned – er det ikke overraskende annoncer fra kendte livstilsmærker, primært indenfor mode, kosmetik og ure/sko/taske- husene, der dominerer. F.eks. et mærke som Cartier der over 6 historie sider i skikkelse af en leopard, der slentrer ned af avenuen, går ind i den nærmeste Cartier butik for at se lidt nærmere på “sine” brocher. Eller en 10 sides fotohistorie for Louis Vuiton. Chanel no. 5 i form af Rugby kamp. Special-designede reklamer, hvor både fotografen & stylisten er angivet. Nærmest diskret kan man også læse hvilke varer, der er på siderne.

Det hele blandet med en række tæt skrevne artikler om især kunst, film, teater og meget om mennesket i forskellige sammenhænge. Men altid ledsaget af flere iscenesatte fotos, der skal “læses”.

Forsiden af denne maj-udgave var et nøgenfoto af en “ældre” GŠrard Depardieu, der vist nok skulle være lidt af en krukke. Anden sektionen har på forsiden et dejligt billede af en storgrinende, ældre nonne.

Var det noget for det danske marked?

Vi har ikke et direkte sammenligneligt medie her i Danmark, men selvfølgelig en flig af det i diverse magasiner. Spørgsmålet er om man kunne forestille sig, at der var et nichemarked for dette bladkoncept. Et A3 magasin med uregelmæssige udgivelser, få udsalgssteder, men en skyhøj udsalgspris og ditto annoncepris.

Et medie hvor annoncørerne skal udvikle special designerede annonceserier sammen med fotografer og stylister. Tekstforfatterhonoraet bliver til gengæld billigt!

Et medie til en bladbranche, hvor den kommercielle succes afhænger af, at der bliver lyttet til læserne, så de får hvad de forventer, og derfor køber bladet næste gang, og hvor annoncørerne på forhånd er sikker på oplag/læsere og får valuta for deres indsats.

Kort sagt et medie hvor udgiveren suverænt bestemmer, og laver det blad han/hun kan li’ -take it og leave it. Bladverdenens haute couture Er der et marked? Og hvem tør?

Dette er den første af to artikler mine oplevelser i Paris, set fra et par bladkiosker. I næste artikel om de “Franske fristelser II”, vil jeg beskæftige mig med de media der henvender sig til de helt almindelige franskmænd – dem der er flest af.